Børn og penge

Lyt til artiklen

DET KAN lyde som endnu en sparedagsorden, men gevinsten ved den stramme budgetstyring på børn og unge-området, som en ny rapport anbefaler, har så langtfra kun noget at gøre med kroner og øre. I den sønderjyske kommune Vojens holdt man for to år siden op med at gøre, som man altid havde gjort. I stedet for blot at bruge endnu en sum penge på at anbringe endnu et barn i familiepleje eller på en døgninstitution, mens de dårlige cirkler i barnets familie fik lov at fortsætte, introducerede man i Vojens de første forældrekontrakter, og resultaterne er gode: Anbringelserne er blevet færre, udgifterne er faldet. Vigtigst har forældrene oplevet at blive gjort medansvarlige. I stedet for at blive holdt udenfor er de blevet inddraget direkte i den proces, som over tid kan få familien på ret køl. Hold op med at drikke! Brug prævention! DET ER et tilbagevendende problem i velfærdssamfundet, at den passive indsats kommer til at erstatte eller i hvert fald dominere over den forebyggende, som det fortsat sker, når kommunen nøjes med at sende en check i stedet for at arbejde for, at den langtidsforsørgede og langtidsparkerede medborger igen bliver i stand til at tage vare på sig selv. Det gode ved familiekontrakter er, at de bryder med denne passivitetskultur, og så er det for så vidt sagen uvedkommende, at kursskiftet er motiveret af et ønske om at spare penge. Vi har rekord i anbringelser af børn uden for hjemmet i Danmark. Vi er elendige til at bryde den negative sociale arv. Det i sig selv har længe været anledning nok til et brud med den passiviserende tendens i socialpolitikken, ligesom det for længst er sket på beskæftigelsesområdet, hvor det er længe siden, at alle blev enige om, at målet er aktivering - og beskæftigelse. Nogle vil kalde den nye linje for kassetænkning. Hvis den kan bidrage til at få Danmarks svageste familier og deres børn ud af kasserne, så helt fint med os.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her