I EN VERDEN, hvor malaria og aids truer millioner, syner 54 dødsfald ikke af meget. Alligevel er dagen i dag - verdens pressefrihedsdag - afsat til opmærksomhed på dem. Sidste år er akkurat 54 pressefolk dræbt i forbindelse med deres job. I år er foreløbig 23 journalister dræbt ifølge det internationale presseinstitut, IPI. En af dem var Emeterio Rivas, en colombiansk radioreporter, som 7. april blev skudt ned af uidentificerede mordere foran en restaurant. Emeterio Rivas havde med stor ildhu skildret en omfattende korruption i byen Barrancabermeja nord for hovedstaden Bogota. Mordet på Rivas var derfor også et overgreb på hans lytteres ret til at blive informeret om forhold i deres egen by. Hans død rammer dem som censur. I dette skumle lys skal mordet på mindst 40 journalister i Colombia siden januar 2000 ses. I år har det blandt andre ramt radioværten Oscar Salazar Jaramillo, der blev stukket ned i sit hjem i Sevilla. Også han havde dyrket en åbenbart dødsensfarlig interesse for at afsløre lokal korruption. DISSE MEDIEFOLKS død har ikke større betydning end andre. Men tilsvarende er deres liv lige så meget værd som andres liv. Og uden pressens adgang til at indfri sine læseres, lytteres og seeres berettigede informationskrav, er ikke blot en abstrakt ytringsfrihed ilde stedt. Reelt er selve det civile samfund truet med medierne og deres brugere. Colombia topper listen over dræbte mediefolk i 2002 med i alt 15 døde, mens Rusland er nummer to med 8 mediefolk dræbt. I år har IPI særligt noteret sig, at 14 journalister har mødt døden under krigen i Irak. Modsat deres 'civile' kolleger kunne de med en betydelig sikkerhed have holdt sig uden for farezonen. Det ændrer ikke på, at deres læsere, lyttere eller seere bør værdsætte deres mod til at dække krigen dér, hvor den foregår. Regeringer bør rimeligvis opfordres til at anerkende og sørge for pressens frihed til at udføre deres hverv, både i fredstid og under konflikt.