JA TIL FÆRRE timer, lyder nu udmeldingen fra Danmarks Lærerforening. Foreningens formand, Anders Bondo Christensen, som ellers går ind for flere timer på skoleskemaet, vil nu, ifølge Jyllands-Posten, komme Kommunernes Landsforening i møde. Formanden er klar til at tage konsekvensen af, at kommunerne er så økonomisk trængt, at det truer kvaliteten. Til gengæld skal kommunerne holde op med at skære i skole-hjem-samarbejdet, lejrskoler og andre støttefunktioner. Med den udmelding oplever vi - endnu en gang - et sikkert selvmål fra Danmarks Lærerforening. For det første skal Lærerforeningen ikke ukritisk gå med på Kommunernes Landsforenings nulsumsspil om folkeskolen. At spille dette spil under foregivelse af, at der ikke er flere penge til folkeskolen, hvis viljen er til stede, er at spille hasard med skolebørnenes fremtid. Lærerforeningen bør vel om nogen insistere på en folkeskole, som et velfærdssamfund kan være bekendt. Trods hæderlige undtagelser er det ikke tilfældet i dag. For det andet fjerner udmeldingen opmærksomheden fra det nødvendige opgør med den nuværende arbejdstidsaftale, der nærmest på minuttet bestemmer, hvor lang tid den enkelte lærer har til møder med forældre, forberedelse til undervisning og skoleudvikling. Det er dér, lærerforeningen skal sætte ind - ikke at opstille en modsætning mellem flere timer og samarbejdet mellem skole og hjem. Selv hvis man accepterer præmissen om, at et skattestop er vigtigere end en anstændig folkeskole, peger Bondo Christensen på åbenlyst forkerte steder at spare. Færre timer er det sidste, folkeskolen har brug for i en situation, hvor danske børn, både i historisk lys og i international sammenhæng, sidder kort tid på skolebænken. Bondo Christensen burde lytte til de af hans medlemmer, som igen og igen har anført, at det, der slider på dem, er møder, snak og bureaukrati. Det lærerne savner, er mere tid til det, de er uddannet til og brænder for: at undervise børnene. Var det ikke det mål, som lærerforeningen skulle arbejde for?