HVIS israelere og palæstinensere skal have fred, må de dele landet mellem Middelhavet og Jordanfloden i to stater. Det er ikke nyt, og derfor er den nu aktuelle køreplan for fred - udarbejdet af USA, Rusland, FN og EU - heller ikke specielt opsigtsvækkende i dens målsætning. Men køreplanen, som i går blev overbragt Israel og palæstinenserne, kan blive historisk, hvis den ledsages af en oprigtig vilje hos planens forfattere til at sikre dens gennemførelse. Det har aldrig skortet på internationale planer om fred. Men det har i uhjælpelig grad skortet på både lokal og international vilje til at føre fredsplanerne ud i livet, på vilje til at tage et ansvar og på mod til at turde tage en risiko. Køreplanen peger i samme retning som de andre fredsplaner. Den skal føre frem til oprettelsen af en palæstinensisk stat side om side med Israel. Til dét formål skal Israel opgive sin besættelse af de palæstinensiske områder, inklusive sine bosættelser. Og palæstinenserne skal opgive deres væbnede oprør mod Israel og acceptere at leve med Israel i fred og forsonlighed. Det skal ske inden udgangen af 2005. Samtidig skal de to parter finde en fælles løsning på deres strid om den hellige by, Jerusalem. Og de skal enes om grænser, som de to stater i fremtiden vil respektere i fred. Kun én magt nyder reelt respekt som mægler og garant for sådan en aftale, og det er USA. Det er nu, USA skal vise, at det mener noget alvorligt med fred i Mellemøsten. Det kræver et betydeligt pres på både de israelske og de palæstinensiske myndigheder og samfund. Men det kræver også, at USA vil investere noget af sin militære pondus til at garantere overholdelsen af en fredsplan. Den vil uvægerligt blive mødt af hidsig modstand på begge sider, også af vold og terror. Der skal derfor udenlandske styrker til at garantere for de uundgåeligt skrøbelige grænser, som fremover skal adskille israelere og palæstinensere, og til at holde sammen på Jerusalem, selv om byen politisk må blive delt i to.