I POLITISKE analyser rundt omkring i medierne får man at vide, at Dansk Folkeparti er blevet et ansvarligt parti. Det ledes af dygtige politikere, og det leverer sikre stemmer til regeringen. Det har stor indflydelse på Christiansborg og dermed i det danske samfund. Og det er jo rigtigt nok. Der er imidlertid også en anden sandhed om Dansk Folkeparti, som det er vigtigt at fastholde. Partiet er stadig et dybt usagligt, hadefuldt og menneskefjendsk parti. Det lader sig hverken distrahere af kendsgerninger eller værdier, når det drejer sig om at nære modvilje mod dem af vore medmennesker, der ikke er 'gammeldanskere'. Integrationsminister Bertel Haarder gør, hvad han kan for at begrænse den danske solidaritet med denne verdens forfulgte. Men da han dog føler sig bundet af gældende ret, kunne han ikke imødekomme Pia Kjærsgaards krav om, at alle herværende irakiske flygtninge nu skal smides ud af landet hurtigst muligt. Han mumlede blandt andet noget om, at det kan være svært at sende mennesker hjem til stater, der ikke vil tage imod dem. Hertil replicerede Pia Kjærsgaard, at vi ikke kan blive ved med at sende penge til lande, der ikke vil modtage deres egne statsborgere. DET VAR Irak, Pia Kjærsgaard talte om. Måske vil nogen minde hende om, at hvis de ikke tager telefonen i Bagdad, når Bertel Haarder ringer, så skyldes det, at den krigskoalition, som Danmark takket være Dansk Folkeparti har deltaget i, har bombet både telefoncentralen og det relevante ministerium. Måske skulle vi lige afvente, dels at elementær ro og orden er genoprettet i landet, dels at vores amerikanske venner finder ud af, hvem der egentlig skal styre Irak fremover. TIDLIGERE PÅ ugen skrev Pia Kjærsgaard følgende i Berlingske Tidende: »... en lovreligion som islam kan ikke integreres i et land, hvor vi lige siden renæssancen har skelnet mellem religion og politik«. Hvor uvidende, historieløs og selvglad har man egentlig lov til at være som partileder i et regeringsbærende parti? Folkekirken er som bekendt stadig grundlovsfæstet statskirke her i landet, og enhver med et blot overfladisk kendskab til de sidste 500 års danmarkshistorie vil vide, at hvis der er noget, vi ikke har gjort i al den tid, så er det at skelne mellem religion og politik. At Pia Kjærsgaard ved så lidt om den danskhed, hun så gerne vil beskytte mod alle anslag, er vel ikke nogen overraskelse. Når hun taler nonsens om både kristendom og islam afspejler hun desværre en udbredt tendens i den offentlige debat. Kravet om forskelsløs og øjeblikkelig udvisning af tusindvis af irakiske flygtninge, uden skelen til hverken lovregler, opholdets varighed eller de individuelle menneskeskæbner, er en klar påmindelse om kernen i Dansk Folkepartis program: uanstændighed.