Kong Alkohol

Lyt til artiklen

SÅ BLEV DET påskelørdag. Fasten er slut, og festen, eller rettere frokosten - endnu en i rækken af højtidens æde- og drikkegilder - kan begynde. Skal snapsen være kælderkold, iskold eller tempereret? Og hvad med øllen? Er der rigeligt af den og helst i vekslende sorter? Vi danskere har rekord i druk, og særligt i disse dage bliver der hældt store mængder indenbords. »Så længe vi er stive, er vi i live«, hed det i en artikel i Politikens store påskeserie om alkohol, og i betragtning af hvor mange danskere der drikker alt for meget, kunne det såmænd være et motto for hele nationen. En halv million drikker mere, end Sundhedsstyrelsen anbefaler. 200.000 skønnes at have behov for behandling. Til mængden af egentlige alkoholikere, og den skade de gør på sig selv, kommer alle de familiemedlemmer, venner og kolleger, der bliver hevet ind i selvdestruktionens cirkler. Samt de enorme udgifter i forbindelse med alkoholrelaterede sygdomme. Hvornår vågner vi op? OVER FOR voksne mennesker, der drikker, har vi her til lands stadig en betydelig largesse, selv om det heldigvis er lykkedes at gøre radikalt op med den går-den-så-går-den-holdning, som herskede i forbindelse med spritbilisme for ikke så mange år siden. Men ellers flyder det. Glæden ved alkohol er så stor i Danmark, at man i alle kredse oplever, at opfordringer til mådehold mødes med stærke følelser. Den danske folkesjæl er i den grad forbundet med de våde varer, at vi lige så godt kan sige til hinanden, som det er: Danmarks egentlige regent er Kong Alkohol. Nationen ligger i sprit, og hvis unge danskere drikker som svin, er det, fordi de/vi voksne er så elendige rollemodeller. Enhver 14-årig kan købe sprut, selv om det ifølge loven er forbudt at sælge alkohol til unge under 15 år. Bølgen af alkoholprodukter rettet mod unge, de såkaldte 'ready to drink'-produkter, viser, hvor ligeglade vi er. De står ved siden af slik og chips i butikkerne - chokolademælk med vodka bliver det næste, og så er det ikke engang løgn - og er designet til mindreårige, der skal ledes ind i Kong Alkohols rige via de læskedrikke, de har kendt til, fra de var små. Hvis ikke det var, fordi vi allerede havde så dårlig en smag i munden, ville vi få den i forbindelse med RTD-fabrikanternes kynisme, men igen: De er blot endnu et udtryk for alkoholdningsløsheden i De Forenede Spritfabrikkers hjemland.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her