JUSTITSMINISTER Lene Espersen befinder sig i disse dage som en lus mellem to negle. Som konservativ er hun naturligvis forpligtet af partiets selvforståelse som garant for lov og orden og måske især garant for, at borgernes rettigheder i forhold til statsmagten sikres. Og som minister i en regering, der støtter sig til Dansk Folkeparti, udsættes hun konstant for kritik for ikke at slå hårdt nok til mod de kriminelle. Nu har Lene Espersen valgt side. Hun har ofret gode konservative retsprincipper for at ride med på DF's manipulationer af befolkningens frygt for rockerkriminalitet og organiseret narkokriminalitet. DER ER ingen grund til at bagatellisere disse gruppers overgreb på andre borgere. Men at bruge denne kriminalitet som argument for at udhule samme borgeres værn mod myndighedsovergreb savner enhver rimelighed. Alligevel er det præcis det, der sker, hvis forslaget om at indføre hemmelige civile agenter som politiets håndlangere gennemføres. Tror man virkelig, at borgernes tryghed øges ved at lade politiet kopiere Stasi-arbejdsgange? Eller ved at indføre Kafkask hemmelighedskræmmeri i retssalen i strid med retsstatens grundprincip om åbenhed i retsplejen? De civile agenter i politiets tjeneste skal således ikke alene levere oplysninger. De skal også infiltrere de kriminelle miljøer, herunder aktivt medvirke til kriminalitet. I retssalen skal agenten kunne optræde anonymt, og hverken dommer eller forsvarer skal have mulighed for at efterkontrollere kvaliteten af det ingenten har leveret. Desværre er alle disse angreb på årtiers møjsommeligt tilkæmpede retsgarantier ikke kun en svag og klemt ministers forsøg på at score billige politiske gevinster. Forslagene har tidligere været fremført i betænkninger fra Justitsministeriet, men heldigvis skudt ned af Dommerforeningen, Landsforeningen af Beskikkede Advokater samt af rigspolitichefen. Derfor er det næppe et tilfælde, men tværtimod et ilde varsel, at hverken dommere eller forsvarere har deltaget i forarbejdet til det aktuelle forslag. Skammen hviler tungt på Justitsministeriets topjurister, der lægger navn til denne faglige skandale.