SOM BEKENDT har den amerikanske regering sat sig for at promovere demokrati som styreform ude i verden. Det kan man gøre sig lystig over eller græde over - i betragtning af, at USA i årevis har prioriteret hensyn til stabilitet højere end hensyn til menneskerettigheder og politisk frihed. Man kunne også sige: Det var dog på høje tid. USA vil i givet fald slås med sit eget historiske omdømme, hvad også de arabiske samfunds reaktion på Irakkrigen viser. Erfaringen for, at USA hidtil har foretrukket at støtte de nuværende, hyppigt stærkt undertrykkende regeringer for at undgå nogle værre, overskygger tilliden til, at Washington helt ærligt kan og vil skifte kurs. Men det ændrer eller overskygger ikke behovet for, at USA faktisk gør, hvad det hævder at ville - altså støtter en demokratisering ude i verden. Udenrigsminister Powell har ret, da han i går ved lanceringen af årets udgave af USA's internationale menneskeretsårbog sagde, at menneskerettigheder og frihed er det bedste værn mod terror og tyranner. DET GØR til gengæld ikke Powells opgave lettere, når den samme årbog krystalklart demonstrerer, at ikke alene Irak, men også en lang række af USA's samarbejdspartnere i Mellemøsten og andre steder knægter menneskerettighederne på det rent ud sagt groveste. Men igen: Så meget desto mere er det på høje tid, at USA tager sine egne frihedsrettigheder alvorligt i sin omgang med verdens undertrykkere. Selve årbogen er et fornemt vidnesbyrd om, at State Department netop på trods af supermagtens militære og kortsigtede politiske interesser er i stand - og villig - til at dokumentere og placere ansvaret for ufrihed, for undertrykkelse, for censur og tortur, for manglende trosfrihed og for manglende ret til at udskifte sin øverste regering blandt mange af USA's partnere. Det er hvert år pinagtigt for de regeringer, der bliver klædt af i rapporten. Efter 11. september var det svært at anfægte USA's ønske om at komme al-Qaeda og dets allierede i Talebanregeringen i Afghanistan til livs. Det har faktisk ført til »dramatiske fremskridt« for frihed og udvikling i Kabul, som årbogen noterer, om end ikke så store fremskridt for resten af Afghanistan. Halvandet år efter er det til gengæld mindre begribeligt, at USA ser gennem fingre med en ubehagelig og udbredt undertrykkelse, praktiseret af en række af sine allierede i den fortsatte krig mod terror. At gøre disse regeringer ansvarlige er også - på høje tid.