KRIGSHANDLINGERNE I Irak gør det vanskeligt at få selv den mest basale nødhjælp frem. Da britiske soldater i forgårs kom med vand og mad til sultende, tørstende og frygtsomme indbyggere i Basra, endte det med, at civilbefolkningen ifølge de britiske tropper blev beskudt af Saddam Husseins paramilitære styrker. Sådanne begivenheder er et forvarsel om de vanskeligheder, som vil opstå i et land, hvor tres procent af befolkningen allerede før krigen i årevis har været direkte afhængig af fødevarehjælp fra FN. Endnu er den humanitære katastrofe ikke en realitet, men den spøger forude, og derfor var det af afgørende betydning, at FN's Sikkerhedsråd i går aftes enstemmigt vedtog at genoptage fødevareleverancerne under mad for olie-programmet. Rusland og Syrien afviste længe at stemme ja, fordi de mente, at den krigsførende koalition selv må klare også den humanitære side af krigshandlingerne. Heldigvis veg den form for politisering, da afgørelsens time kom. Hensynet til den irakiske civilbefolkning gik forud for stormagtslogik. Måske fordi de nationer, der indædt har søgt at forhindre krigen og med rette begræder FN's nederlag, har indset, at de bør gøre alt for, at FN, både i forbindelse med genopbygningen af Irak og i forbindelse med nødhjælp, vinder tabt indflydelse tilbage. OGSÅ STORE humanitære organisationer som internationalt Røde Kors, Unicef, Red Barnet, Folkekirkens Nødhjælp med flere bør være sig deres ansvar bevidst. Tiden er til en stor koordineret indsats med en klar indbyrdes arbejdsdeling, ikke til, at organisationerne hver for sig kæmper om midler og profilering. Her i landet har vi en god tradition for at give en skærv eller mere, når nøden er stor i lande, hvor befolkningen er klemt. Ingen ved, hvornår det irakiske folks lidelser er forbi. Støt de humanitære organisationer, som i denne tid samler ind.