Gymnasialt

Lyt til artiklen

FORMANDEN FOR Gymnasieskolernes Rektorforening, Peter Kuhlman, bruger stærke ord, når han omtaler den måde, som lærerne på de almene gymnasier bruger deres arbejdstid på. »Tragisk«, kalder han det, at lærerne kun bruger 25 procent af deres samlede arbejdstid på at undervise, idet resten af tiden går med at rette opgaver, vejledning, møder, forberedelse og afvikling af diverse prøver og eksamener. Det har Kuhlman, der så forudsigeligt som regn i november bliver afvist i sin påstand af Gymnasieskolens Lærerforening, ret i. Der er, som det er tilfældet mange steder i den offentlige sektor, noget ravruskende galt i, at en stor medarbejdergruppe ikke får mulighed for at bruge sine kvalifikationer optimalt på grund af måden, hvorpå arbejdet er tilrettelagt, og den måde arbejdstiden er skruet sammen på. Både lærerne i folkeskolen og personalegrupperne i sundhedssektoren, lægerne ikke mindst, er underlagt arbejdstidsaftaler, der både låser medarbejderne fast og mindsker den gevinst, som samfundet får af deres indsats. Netop i uddannelsessektoren er der grund til at få løst de snærende bånd op og finde en anden måde at få de ansattes forhold struktureret, organiseret og regelbelagt på. Når det er vigtigt at tage rektorformandens udtalelse alvorligt, hænger det sammen med, at ingen nok så ambitiøs reform af gymnasieuddannelserne kan fungere, hvis ikke gymnasielærernes arbejdstid fordeles på en anden måde. Sagen er, at gymnasiereformen i høj grad også skal være en pædagogisk reform, hvis den skal nytte, og ny pædagogik spiller ikke sammen med den nuværende fordeling af arbejdstiden i et kateder- og opgaveorienteret gymnasium. Derfor bør Gymnasieskolens Lærerforening bevæge sig ud af tidslommen og tage medansvar for, at landets dygtige gymnasielærere bliver sluppet løs. Rektorforeningen og Amtsrådsforeningen, som er arbejdsgiver og overenskomstmodpart, synes mere end parat til at give en hånd med. Vi andre lover at følge udviklingen nøje; det er trods alt videnssamfundets ve og vel, det hele handler om.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her