Spørg staten

Lyt til artiklen

SIDEN REGERINGEN 1. juli sidste år gennemførte en strammere udlændingelov, er problemerne vokset med forbløffende fart. Udlændingeloven har bl.a. medført, at gamle forældre over tres år ikke længere kan komme til Danmark - hvad den ændring har medført af inhumane lidelser, hører vi ikke så meget om - de gamle er vel blevet for trætte og modløse til at protestere, så den ændring henslæber stort set sit eget stille liv uden oprør. Langt mere debat har vi om den regel, at man først kan tage sin udenlandske ægtefælle til Danmark, når vedkommende er fyldt 24 år. En syndflod af problemer er opstået efter lovændringen, som primært ville komme tvangsægteskaber til livs, men som i stedet for har blandet staten ind i kærlighedslivet på en helt tragikomisk måde. Det er muligt, at visse befolkningsgrupper har den kulturelle uvane, at forældrene skal spørges til råds inden ægteskab. I Danmark har vi sat kronen på værket: spørg staten om forlov - og det er i 2003. KAMPFORENINGEN ÆGTESKAB uden grænser har en mail kørende, hvor ulykkelige mennesker kan få råd og vejledning - henvend Dem til aegteskab@poul.net og få indblik i de fortvivlende komplekse omstændigheder, som dækker over det simple faktum, at to unge mennesker er blevet forelskede og prøver at blive gift og bo i Danmark. Norske onkler og svenske granfætre inddrages i indviklede konstruktioner; der udvandres i hobetal til Sverige, som ikke drømmer om at have en ordning, der overhovedet minder om den danske. I Malmø oplever de et indvandringsboom af blandede dansk-udenlandske ægteskaber - antallet er steget med knap 50 procent i sammenligning med året før - fra 550 til 800 bosættelser. Mens vi med rette støtter og fremelsker de unges uddannelser og ophold i udlandet, sørger vi omhyggeligt for, at udlandsopholdene ikke får erotiske konsekvenser. Eller vi prøver at sørge for det - for sandheden er, at hvert sjette ægteskab i Danmark i 2001 var med udenlandske statsborgere. Det tal vil synke efter lovændringen. I DENNE HÅBLØSE situation forsøger Det Radikale Venstre sig med en lempelse - indvandringsordføreren Elsebeth Gerner Nielsen har foreslået et 'kærestevisum', som skal give fri indrejsetilladelse i et år, og hun prøver at nedsætte ægteskabsgrænsen til 21 år. Formanden for Ægteskab uden grænser, Ulla Carstensen, mener, at de radikales forslag er som at hugge en hæl og klippe en tå. Vi vil mene, at det dog er et lille fremskridt i en håbløs situation. En halv løsning - som i øvrigt ingen parlamentariske chancer har. Glem ikke, at vi har en liberal regering!

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her