Velfærd

Lyt til artiklen

ANTALLET AF efterlønsmodtagere og pensionister vokser markant i de kommende årtier. Det samme gør borgernes forventninger til hjemmehjælp, børnecheck, barselsorlov osv. Det eneste, der helt sikkert falder, er den arbejdsstyrke, der skal betale regningen over skatten. Sådan lyder analysen fra Kommunernes Landsforening, der i den forløbne uge har fremlagt et debatoplæg om fremtidens velfærd. Og der bliver ikke lagt fingre imellem: Hvis vi skal have råd til velfærdsstatens kerneydelser i fremtiden - folkeskolen, uddannelser, sundhedsvæsenet og omsorg for de svageste - må vi nødvendigvis gøre op med de ydelser, der retter sig mod de privilegerede. Lyder altså budskabet fra Kommunernes Landsforening. INDSPARKET FRA Kommunernes Landsforening er både tiltrængt og modigt. Ikke bare af pragmatiske og økonomiske årsager, men også af moralske. Der er nemlig sket en forvandling af velfærdsmodellen i de seneste årtier. Den model, der var tiltænkt samfundets svageste, retter sig i stigende grad mod den privilegerede middelklasse: Akademikeren går på efterløn. SU'en tilflyder de privilegeredes børn. Den velstillede familie modtager en børnecheck. Mærsk Mc-Kinney Møller får folkepension. Og titusindvis af pensionister med store formuer vil i de kommende år forvente gratis hjemmehjælp mv. Denne udvikling væk fra idealet om Robin Hood-staten, der omfordeler fra de velstillede til de underprivilegerede, holder ikke i længden. Derfor er det på tide, at der er politikere, der insisterer på at få velfærdsmodellen tilbage på sporet. MEN DET ER naturligvis ikke ligegyldigt, hvordan det sker. Når det gælder indkomstoverførsler som efterløn, børnecheck mv., skal vi nødvendigvis fokusere på dem, der har et reelt behov. Til gengæld bør vi fortsat sikre, at velfærdsstatens kerne- og serviceydelser - folkeskolen, uddannelserne og hospitalsvæsenet - er gratis og retter sig mod hele befolkningen. Herunder også middelklassen. Vi skal nemlig undgå, at store dele af middelklassen mister interessen for velfærdsstaten og forskanser sig bag en mur af privatskoler, sundhedsforsikringer og privathospitaler, mens den offentlige sektor tager sig af resten. Målet er at sikre velfærdsmodellen. Og her er KL's debatoplæg en lovende start.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her