Forbehold i SF

Lyt til artiklen

SF vil 'modernisere' de danske EU-forbehold om forsvar og retspolitik og sende den nye version til folkeafstemning sammen med den nye traktat. SF's udspil er udtryk for en prisværdig anerkendelse af tingenes tilstand - men de drager en forkert konklusion. Selvfølgelig er det et problem for SF'erne, at Danmark ikke kan bidrage til at sikre freden f.eks. på Balkan, blot fordi den daglige ledelse af FNs fredsbevarende operation flyttes fra NATO til EU. Det er ekstra pinagtigt for SF'erne, som i årevis har slået på, at sikkerhedspolitik i hovedsagen handler om bistand, handel, diplomati, social stabilitet, demokrati og menneskerettigheder, og at militære handlinger kun må være et sidste led i kæden. Det er netop tilfældet i EU, hvorimod NATO er en ren militær alliance. Når SF vil nøjes med at præcisere - og ikke afskaffe - forbeholdet, skyldes det frygten for, at EU-styrken kan udvikle sig til et kollektivt forsvar, eller at den kan blive brugt til aggressiv krigsførelse til sikring af råstoffer. Den samme bekymring havde regeringerne i Finland, Sverige, Irland og Østrig. Men de havde afgørende indflydelse, da beslutningen om oprettelse af en humanitær EU-styrke blev truffet. Og de skrev ind i beslutningen, at styrken ikke kan bruges til sådanne formål. Derfor deltager de fire neutrale EU-lande nu med begejstring. Til overflod står det klart, at ingen lande skal bidrage til aktioner, som de ikke ønsker at deltage i. Det eneste, SF kan opnå ved at 'modernisere' frem for at afskaffe forbeholdet, er, at Danmark ikke deltager i debat og afstemning, når der opstår tvivl og gråzoner. Retsforbeholdet er tilsvarende naturstridigt for en ægte folkesocialist. Den humanitære og visionære flygtningepolitik, som SF ønsker, er formuleret langt bedre og skarpere af EU-kommissionen end af SF selv. Undertiden har SF ligefrem skrevet kommissionens forslag af og fremsat dem i Folketinget. Heri ligger folkesocialisternes egentlige dilemma: Politisk er de tættere på hovedstrømmen i EU end på folketingsflertallet. Derfor kan det se smart ud at holde Folketinget uden for indflydelse og reelt lade Danmark styre fra Bruxelles. Men det er en kortsigtet og udemokratisk løsning på SF'ernes dilemma.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her