MENS VI venter på næste skridt i den forsigtige dialog mellem den kinesiske ledelse og den tibetanske eksilregering, kan der være grund til at minde om, at historien faktisk har leveret et eksempel på en form for fredelig sameksistens mellem de kinesiske myndigheder og den oprindelige befolkning på den del af Verdens Tag, som i dag er Kinas sydvestlige grænseprovins. Fra kinesisk militær i 1950 generhvervede kontrollen over Tibet og frem til den tibetanske opstand ni år senere, oplevede det tibetanske samfund en grad af intern autonomi, som set gennem eftertidens briller begynder at ligne en eftertragtelsesværdig og realistisk model for fremtidens Tibet. Præsteskabet blev stort set ladt i fred, og det tibetanske kerneland undgik de reformprogrammer, som blev realiteten i resten af Kina. At mange tibetanere alligevel fandt forholdene uacceptable, blev tibetanernes oprør et sikkert vidnesbyrd om. Det er her værd at minde om, at opstanden i 1959 ikke var resultatet af en beslutning hos den dengang kun 24-årige Dalai Lama. NUTIDENS Kina har gennemgået betydelige forandringer siden tragedien for 44 år siden. Fredelig religionsudøvelse i Kina er i dag mulig for ikke-politiserende kirkesamfund og trosretninger. Spørgsmålet melder sig, om det tibetanske eksilsamfund er ved at forvandle sig til en apolitisk størrelse, der er acceptabel for den kinesiske ledelse? Eksilsamfundet taler med mange tunger. Nogle af dem agiterer for et 'frit Tibet', som af indlysende grunde er en uacceptabel formel for Beijing. Den kinesiske position i de kommende forhandlinger vil utvivlsomt være de samme som under de hemmelige forhandlinger i 1980'erne: en erklæring fra Dalai Lama om, at Tibet er en uadskillelig del af den kinesiske nation som modydelse for, at Dalai Lama får en kontrolleret adgang til at besøge sit hjemland. Ikke nogen ideel løsning vil mange sige, men muligvis nok til at sikre tibetansk kultur og religionsudøvelse bedre vilkår end længe. I eksilsamfundet venter der Dalai Lama et vanskeligt opgør. Mens vi afventer udfaldet, må det være på sin plads at udbede sig størst mulig tolerance og kulturel forståelse fra kinesisk hold. Send et signal, Beijing: Ikke flere dødsdomme mod tibetanere.