REGERINGEN arbejder på højtryk med Danmarks nye klimastrategi. Opgaven er vanskelig, for selvom vi har haft en klimapolitik siden 1990, viser den seneste opgørelse fra Miljøstyrelsen, at det ikke ligefrem går strålende. Danmark mangler at søsætte initiativer, der kan sikre en reduktion på 24 millioner ton CO2 frem til 2008-2012. En diskussion tegner sig allerede nu: Skal Danmark arbejde for at nedbringe CO2-udslippet nationalt, eller skal vi benytte den mulighed, Kyotoaftalen rummer, for at købe ubrugte CO2-kvoter fra andre lande? Regeringen hælder til sidstnævnte løsning og vil med sin nye strategi bryde med den tidligere SR-regerings politik om, at Danmark gennem miljøafgifter, store miljøinvesteringer og udstrakt brug af vedvarende energikilder skal klare ærterne selv. UMIDDELBART lyder det ikke rimeligt, at et rigt land som Danmark på den måde kan betale sig fra at opfylde sine forpligtelser i Kyotoaftalen. Det bliver da også kritiseret af oppositionen i skarpe vendinger. Men indvendingerne holder ikke for en nærmere afprøvning, for der er en lang række åbenlyse argumenter, som taler for, at ideologien her må vige for pragmatiske hensyn. For det første kender forurening ikke grænser. Derfor er de tikkende miljøbomber i de østeuropæiske lande også Danmarks og verdens problem. Det giver derfor god mening, efter vi nu i årevis har nedbragt CO2-udslippet herhjemme, at give disse lande en kontant økonomisk håndsrækning til at gøre noget ved problemerne. For det andet opnås langt større effekt for de samme penge ved at købe CO2-kvoter i udlandet. I den forstand er regeringens motto 'mest miljø for pengene' indlysende rigtigt. Et oplagt eksempel på det er opsamling af metan fra lossepladser, som er fire til fem gange billigere i Rusland end i Danmark. Med andre ord får man mere for pengene ved at udnytte metan i Novgorod og Pskov end fra en dansk losseplads. På samme måde viser det sig, at bedre styring af renseanlæg i Central- og Østeuropa - ikke mindst Rusland - giver fuld valuta for miljøkronerne. OG MODSAT af hvad oppositionen påstår, er det faktisk hele ideen med Kyotosystemet, at handel med kvoter skal få pengestrømmene og miljøbistanden derhen, hvor den virkelig batter. Frem for at blive brugt på marginale forbedringer i et land som Danmark, der trods alt er kommet et stykke vej, når det gælder forureningsbekæmpelse. Kyotoaftalen handler om at forbedre hele verdens miljø på tværs af snævre nationale hensyn. Det ville klæde oppositionen at finde mere værdige arenaer for indenrigspolitisk polemik.