LEDER1 TIL TIRSDAG DEN ØKONOMISKE sagkundskab herhjemme mener, at der er en betydelig risiko for recession forude - altså ingen vækst, stigende arbejdsløshed og almindelig økonomisk elendighed senere på året. Forventningen er ikke overraskende i lyset af alle de advarselslamper, der blinker. De seneste måneders nøgletal har været dårlige, også herhjemme. Vores største marked, Tyskland, er gået helt i stå. Børserne er snart faldet i tre år i træk. Væksten i 2002 og 2001 har været beskeden. Og lige nu er der krigsfrygt i det olieproducerende Mellemøsten og åbenbar storpolitisk krisestemning. Faktisk er det mere overraskende, at erhvervslivet, finansanalytikerne, bankerne og andre mindre akademiske iagttagere ikke for længst har slået også hjemlig storalarm. Man kan godt få det indtryk, at krisestemningen er blevet kunstigt udskudt, fordi både det store erhvervsliv og den finansielle sektor i de senere år er blevet stadig mere bevidst om betydningen af deres egne vurderinger og prognoser. DER ER almindelig enighed om, at 'forventninger' spiller en afgørende rolle for den økonomiske adfærd og dermed for den økonomiske udvikling. Derfra og så til at toneangivende aktører tillægger deres egne forudsigelser selvstændig betydning for, hvordan det faktiske forløb vil blive, er skridtet ikke stort. Når man erindrer, hvor længe aktieanalytikerne nægtede at se det treårige børskrak, der stadig er i udvikling, i øjnene, og når man husker, hvor mange gange ledende opinionsdannere både sidste og forrige år forsøgte at tale konjunkturerne op, fristes man til at konkludere, at alt for mange har taget det skridt. Godt, at vi stadig har den uafhængige økonomiske sagkundskab på universiteterne til at fungere som mindre inhabile prognosemagere. Under alle omstændighederne er det på tide at se realiteter og recessionsrisiko i øjnene. Selv regeringen kan ikke blive ved med at spise os af med, at Danmark har en 'robust' økonomi. Det kan være. Men robust eller ej, så er den danske økonomi en åben økonomi, og derfor rammes den naturligvis også af følgerne af de overinvesteringer og de værditab, som de højtudviklede økonomier på begge sider af Atlanten kæmper med. Den første forudsætning for at løse et problem er, at man erkender, at det findes. Det er på høje tid, at både erhvervslivet, de øvrige samfundsinteresser, regeringen og oppositionen begynder at fortælle offentligheden, hvad en fortsat konjunkturkrise vil betyde - og hvad der kan gøres for at imødegå den.