Flere og flere vandværksboringer lukker på grund af forurening, pesticider og nitrater fra landbruget. På tre år er 66 lukket. Fortsætter udviklingen, bliver der ikke nok drikkevand, så hvad siger landets jordbrugskommissioner, når vandværker anmoder om at opkøbe jord i en beskyttelseszone på 25-30 meter fra en vandboring for at forhindre, at der siver skidt ned? De burde selvsagt sige ja, men indtil nu har ingen vandværker fået lov til en sådan præventiv braklægning, fordi landmændene har flertal i landets 14 jordbrugskommissioner, der nidkært og enevældigt bestemmer, om landbrugsjord må omlægges. Traktorer på markerne kan godt finde ud af at pløje uden om kæmpehøje og fortidsminder, men gælder det hensyn til vandboringer, er viljen ikke til stede, selv om det er påvist, at der er brug for en sikkerhedszone. Og selv om landmændene ville blive kompenseret for at afgive de små stykker jord, det drejer sig om. Situationen er absurd og uacceptabel. Det er længe siden, Danmark var et klassisk landbrugsland. EU dekreterer braklægning, befolkningen efterspørger naturoplevelser, de erhvervsaktive bønder udgør en stadig svindende del af befolkningen, og samfundet bruger i forvejen milliarder på at genoprette naturen efter det gennemindustrialiserede landbrugs enorme svineri. Den udvikling gør det nødvendigt at modernisere landbrugslovgivningen og repræsentationen i jordbrugskommissionerne. For nærværende er to ud af tre medlemmer landmænd, og sagen om drikkevandet viser tydeligt, at de ikke magter at varetage almene interesser, men endnu fortolker deres opgave sådan, at de i stedet varetager fortidige interesser. »Landmænd skal eje landbrugsjorden i Danmark og opdyrke den under hensyn til de regler, samfundet fastsætter. Sådan skal det blive ved med at være«, siger viceformand i Dansk Landbrug Henrik Høegh. Det er klar snak og en invitation til samfundet om at fastsætte nye, tidssvarende regler. Til gavn for alle vanddrikkere - i by og på land.