PARTIET VENSTRE, der både modtager støtte fra Dansk Arbejdsgiverforening og Dansk Industri, har afvist et forslag i Folketinget om større åbenhed i de politiske partiers regnskaber, så det er muligt for offentligheden at se, hvem der støtter partierne. Forkærligheden for lukkede partiregnskaber forhindrer på ingen måde partiet i at ville begrænse den åbne støtte til Socialdemokratiet og partier til venstre for midten, som fagbevægelsen efter beslutning i sine kompetente organer traditionelt yder i forbindelse med valgkampe. Seneste skud i bøssen er et forslag om at tvinge fagforeninger til at sætte kontingentet ned for de medlemmer, som har frabedt sig, at deres kontingentkroner bruges til partistøtte. FORSLAGET er i fundamental modstrid med den grundlovssikrede foreningsfrihed i Danmark - og meget lidt liberalt. Uanset hvad man måtte mene om de fuldt lovlige beslutninger, som demokratiske organisationer måtte træffe, kan det aldrig være statsmagtens opgave at blande sig i dem. Regeringen og Det Radikale Venstre, et parti der fra tid til anden finder det opportunt at demonstrere sin modvilje mod faglige organisationer, må snart indse, at det er uholdbart at bruge statsmagten til at bekæmpe de værdier, som fagbevægelsen nu engang er rundet af og ønsker fremmet på tinge. Sagen er tilmed den, som det kan læses i dagens avis, at medlemmerne, som det sker blandt andet i SiD, også har muligheden for at stemme med fødderne og simpelthen forlade de fagforeninger, de måtte være utilfredse med af den ene eller anden grund. Enten fordi fagforeningerne er for dyre, for dårlige, for ensidige rent partipolitisk - eller det hele på én gang. REGERINGEN har besvær med at få gennemført det forbud mod eksklusivaftaler, som kun ti procent af lønmodtagerne i parentes bemærket er omfattet af. Vi sporer et element af irritation og chikane i det sidste påhit. LO har netop skåret sin støtte til Socialdemokratiet væk og vedtager på lørdag et værdigrundlag, der passer bedre til nutidens moderne og oplyste fagforeningsmedlem. Også på det grundlag er det unægteligt overraskende, hvor stædigt regeringen, sekun-deret af de radikale, fremturer.
Dette er en leder. Lederen er udtryk for Politikens holdning og skrives på skift af medlemmerne af avisens lederkollegium.



























