RESULTATET af valget i Israel var til at forudse. Sharon vandt stort. Ikke desto mindre er hans skæbne i taberens, Arbejderpartiets leder Amram Mitznas, hænder. Hvis denne står ved sit løfte om at gå i opposition frem for at modtage Sharons indbydelse til at indgå i en national samlingsregering, er Sharon den ekstreme højrefløjs gidsel. En højreregering er opskrift på fortsat konflikt og blodsudgydelse og politisk ustabilitet. De israelske vælgere valgte således kaos, i et forfængeligt håb om at de vil opnå det, som det store flertal ønsker: national samling i en tid, hvor landet står over for store udfordringer, sikkerhedsmæssigt, økonomisk og socialt. Valgresultatet er ikke blot katastrofalt for den israelske fredsfløj, der, når bortses fra de arabiske medlemmer af parlamentet, nu kun tæller 20 procent af Knessets 120 medlemmer. Det er også et nederlag for de moderate palæstinensiske kredse, der for sent opdagede, hvilken katastrofal indflydelse de palæstinensiske selvmordsterrorister skulle få på de israelske vælgeres flugt mod højre. Men ingen kalkulationer kan i dag undgå at tage højde for Irakkonflikten. HVIS USA går i krig, vil Israel befinde sig i skudlinjen. Den dag, det første irakiske missil rammer Israel, vil Mitzna ikke kunne stå imod et folkeligt krav om at gå ind i en national samlingsregering med Sharon som ministerpræsident. Det er ikke udelukket, at Sharon kalkulerer med dette. Det vil imidlertid ikke få nogen indflydelse på den palæstinensisk-israelske konflikts løsning. Den må vente på en Irakløsning og såvel Yassir Arafats som Sharons afgang. Arafat afslog at forhandle med Israels daværende ministerpræsident, Enud Barak, i Camp David i sin tid. Ingen kan forestille sig, at Sharon vil tilbyde Arafat mere, end han sagde nej til i Camp David, eller at han vil nøjes med mindre. Israels vælgere stemte ikke blot for Sharon, men også imod Arafat, der, skønt fraværende af gode grunde, var valgets hovedperson.