MIDT I den patriotiske retorik og skatteforslag, der skamløst begunstiger de rige, rummede præsident Bushs tale i går nat også en indirekte udenrigspolitisk indrømmelse: USA's regering har endnu ikke overbevist verden, og knap nok sine egne borgere, om, at der er grundlag for at gå i krig mod Irak. Derfor vil USA lægge nye oplysninger frem for Sikkerhedsrådet i næste uge i et forsøg på at fastholde en samlet front mod diktatoren i Bagdad. Præsidenten havde dog allerede mandag fået en hjælpende hånd af FN-inspektørernes svenske leder, Hans Blix, der fortalte Sikkerhedsrådet, at Irak ikke samarbejder om den afvæbning, som landet har forpligtet sig til, og som FN kræver. USA HAR ret i, at det ikke er de 108 FN-inspektørers opgave at finde 'rygende pistoler' i et Irak, som de naturligvis ikke har en jordisk chance for at finkæmme. Opgaven består i at dokumentere, hvorvidt Irak har droppet sine våbenprogrammer, sådan som Bagdad hævder det, og det kræver Iraks aktive medvirken. Det er faktisk Saddam Hussein, der skal bevise sin uskyld og ikke omvendt. Det skyldes, at FN véd, at han på et tidligere tidspunkt var skyldig i at besidde de masseødelæggelsesvåben, som han fraskrev sig efter den første Golfkrig. SPØRGSMÅLET ER nu, om Sikkerhedsrådet kan samles om en linje, der effektivt afklarer, om Saddam Hussein i sidste ende vil medvirke aktivt til sin egen afvæbning. Sker det, kan krigen undgås - eller føres på basis af bred international enighed. Man kan kun håbe på, at det lykkes. For det ville være et nederlag for ikke bare USA, men også for FN, hvis Saddam endnu en gang vred sig fri af sine forpligtelser og dermed fortsatte sin løbebane som fredsforstyrrer. Omvendt ville en krig, der ikke var sanktioneret af FN og en bred koalition af stater, være problematisk langt ud over selve krigens egen gru. Lægger man Blix' kritik, Bushs tale og Ruslands seneste signaler sammen, øjnes igen muligheden for enten at nå FN's mål uden krig eller at tvinge Saddam til at tage ansvaret for det væbnede opgør. Men intet er givet. Diplomater på alle sider vil være på overarbejde i de kommende dage, og der går formentlig uger, snarere end dage, før vi kender svaret: fred eller krig, afvæbning eller fiasko.