Bolig og by

Lyt til artiklen

BOLIGMASSEN i København, såvel dens sammensætning som udnyttelse, er nu som før hovedstadens måske største problem, der svinger fra den ene yderlighed til den anden. Som det fremgik af overborgmester Jens Kramer Mikkelsens (S) Kronik i går, var byen for 20 år siden domineret af ældre og forholdsvis alt for mange arbejdsløse. I dag bebos hver fjerde bolig af unge under 30 år, der er tiltrukket af gode uddannelses- og jobmuligheder - endda i fremtidens erhverv, mens antallet af ældre er halveret. Problemet er nu som for 20 år siden, at der kun er 280.000 boliger til rådighed, samt at der fortsat kun bor en egentlig kernefamilie i hver tiende. Det er klart utilfredsstillende, og årsagerne er lige så indlysende, nemlig at København er overforsynet med mindre lejligheder, der ikke egner sig til børnefamilier, samt at mange ældre bliver boende i store lejligheder med lav husleje af mangel på egnede ældreboliger til en overkommelig pris. SELVFØLGELIG er husprisernes og navnlig ejerlejlighedsprisernes himmelflugt i hovedstadsområdet et problem, men et positivt problem. For de afspejler den dynamiske udvikling, som har karakteriseret København i de seneste år. Byen har ganske enkelt tiltrukket flere, end den kan rumme for nærværende. Overborgmesteren har helt ret i, at København går i stå og forspilder en historisk chance, hvis der ikke hurtigt skaffes boliger til dem, der kan og vil bidrage til at placere hovedstaden som et solidt centrum i Øresundsregionens vidensøkonomi. Det haster. Forleden kunne vi meddele, at der for første gang i årevis nu er en nettoafvandring fra København, formentlig udløst af de høje boligudgifter, som hverken skolelærere, sygeplejersker eller politibetjente kan betale, og som derfor truer vitale samfundsfunktioner. NÆSTE SKRIDT er forudsigeligt, nemlig at der opstår et politisk pres for at afhjælpe boligsituationen ved at flytte funktioner væk fra hovedstaden. Resultatet vil være spildte chancer ikke alene for København, men for hele landet, fordi den nye vidensøkonomi kræver en befolkningssammensætning og et udbud af højere læreanstalter, som kun hovedstadsregionen kan tilbyde. Kommer udviklingen ikke her, kommer den slet ikke.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her