Ankom så!

Lyt til artiklen

VELKOMMEN til Arriva, som driver over 6.000 transporter i England og er ansvarlig for over 20 procent af bustrafikken i London. Nu har det også fået kontrakt på de midt- og vestjyske togstrækninger, men det går ikke så godt, som man havde håbet, da man af ideologiske grunde bortdømte DSB og satte Arriva til at udføre opgaven. I de første tre uger af togdriften har der været 82 aflyste tog, selv om selskabet fik ekstra midler fra Folketingets Trafikudvalg - under forudsætning af at DSB's serviceniveau kunne opretholdes. Det kunne det ikke. Masser af elever i de vest- og midtjyske gymnasier kommer for sent til undervisningen, og selv om nogle gymnasieelever måske for en sikkerheds skyld husker at minde om Arriva, når de arriverer, er den situation ikke holdbar. To rektorer, Jack Würtz fra Ringkøbing og Finn Jorsal fra Thisted, har givet deres galde luft og iværksat registrering af Arrivas aflysninger og forsinkelser. Summa summarum: På torsdag holder trafikminister Flemming Hansen (K) et møde med Arrivas danske direktør for at få en forklaring. Den lyder indtil videre på, at Arriva mangler lokoførere - fra marts i år vil et hold nyuddannede lokoførere fra DSB kunne overtage sagen og forhindre flere aflysninger, hedder det. DERMED er processen ikke forbi, den er begyndt, selv om trafikministeren hævder det modsatte. Udliciteringen var på mange måder en skandale og medførte bl.a., at den forhenværende generaldirektør for DSB Henrik Hassenkam tog sit gode tøj og gik. Det var ikke en tilfældig udlicitering, men en bevidst plan om at indføre udlicitering på områder, som hidtil har været skånet. Det er derfor ikke til marts, men nu, togene skal køre til tiden. Det synes Dansk Folkeparti også. Peter Skaarup har truet med, at kontrakten må opsiges, hvis forholdene ikke bringes i orden. Det er vi enige med ham i. Sagen afspejler måske også en forskel i niveauet på dansk og britisk offentlig transport. Vi har en fornemmelse af, at engelske passagerer finder sig i mere og forventer mindre end de danske passagerer. Vi har en kulturforskel, som naturligvis er forbundet med geografiske forhold og befolkningens tæthed, men også med en sædvane, vi ikke giver slip på. Vi var lige ved at skrive: Tog til tiden!

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her