Hjemkomst

Lyt til artiklen

SOMALIA har vi hørt en del om i den senere tid - desværre mest i forbindelse med omskæring af piger. Det er et fjernt afrikansk land, som imidlertid på grund af borgerkrigen indtil 1991 har givet også Danmark et antal flygtninge, som - hvis sandheden skal siges - ikke alle er lige velintegrerede. Forholdene i Somalia, som er sunni-muslimsk, er også meget forskellige fra Norden. Levealderen er i gennemsnit 47 år, og kun 37 procent af befolkningen over 15 år kan læse og skrive. Det er nomader og halvnomader, som bebor Somalia, og det siger sig selv, at leveforholdene er så forskellige fra leveforholdene i Danmark, som man næsten overhovedet kan tænke sig. Alligevel har mange somaliske familier slået sig ned i Danmark og er begyndt en assimilering, som på længere sigt kan blive positiv. Men nogle af familierne er også utrygge ved danskheden og ønsker, at deres børn skal vende hjem til Somalia, for at børnene kan blive bekendte med deres oprindelige kultur og ikke glemme, hvem de er. HVIS VI TALTE om svenskere, amerikanere eller franskmænd, som sendte deres børn tilbage til fædrelandet for at lære dem noget om den hjemlige kultur, ville vi med fuld accept tale om dannelsesrejser, og vi ville ikke være betænkelige. Men for somalierne forholder det sig anderledes. Børnene sendes almindeligvis ikke hjem for at udvikle deres evner, men kun for at de skal »straffes« med et ophold, der kan blive langvarigt - måske evigt. Kontorchef Erling Brandstrup i udlændingestyrelsen fortæller om et stigende antal danske børn, som henvender sig på konsulater og ambassader og beder om hjælp til at komme tilbage til Danmark. Ingen kan med hjemmel i Udlændingeloven gribe ind i forældres ret til at bestemme, hvor barnet skal opholde sig - mange tragedier følger i kølvandet på sådanne sager. Indtil udlændingeloven blev strammet i fjor, kunne børnene søge selvstændigt asyl i Danmark, som de måske havde mest tilknytning til. Efter stramningen kan barnet kun søge om opholdstilladelse i Danmark »af ganske særlige grunde«. Det er en kompliceret proces, som yderligere hæmmes af nogle somaliske familiers modvilje mod at få barnet tilbage. Børnene kan ikke huske deres cpr-nummer, og de har intet pas. Mange af dem er tabt. Vi bør mere intenst overvåge problemet og prøve at sikre, at der bliver en hjemkomst. Til Danmark.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her