Skandale

Lyt til artiklen

AFDÆKNINGEN af frås i millionklassen på Luftfartsskolen, i årene inden skolen blev fusioneret med tre andre erhvervsskoler, tyder på, at der har været noget helt galt på skolen. Både skolens bestyrelse og Undervisningsministeriet, som skolen hørte under, synes fuldstændig at have svigtet deres kontrolrolle. Luftfartsskolen er efter fusionen en del af Teknisk Erhvervsskole Center, TEC. Denne nye skoles økonomi - og elever - lider nu kraftigt under det økonomiske uføre, som Luftfartsskolen oparbejdede. Det har længe været kendt, at skolen skrantede økonomisk, men først efter en intern revisionsundersøgelse af Deloitte & Touche, der har kulegravet Luftfartsskolens regnskaber, er det kommet for en dag, at økonomien er meget værre end hidtil antaget. De officielle regnskaber, hvoraf det seneste viste et underskud på 11,8 millioner kr., viser sig at være kraftigt sminkede og præget af et »stærkt kritisabelt« overforbrug samt diverse uregelmæssigheder. Skolens ledelse med daværende direktør Bjørn Wichmand i spidsen har ført sig frem med receptioner, udlandsrejser, gaver og middage for ikke mindre end to millioner kr. i løbet af et enkelt, i forvejen underskudsgivende regnskabsår, men har ikke ulejliget sig med at dokumentere formål, anledning eller deltagere i forbindelse med løjerne. FOR REGERINGEN, der er i fuld gang med at få erhvervsskoler og AMU-centre til at fusionere som led i ambitionen om at skabe et effektivt enstrenget system, sender Luftfartsskolens skandaløse omgang med penge og tillid det værst tænkelige signal til omverdenen. Både til skatteborgerne og til alle de erhvervsskoler rundt omkring i landet, der har fået mere end et vink med en vognstang af undervisningsminister Ulla Tørnæs om, at de bør fusionere for at sikre den bedste udnyttelse af ressourcerne - men nu erfarer, hvilket uføre man kan havne i, hvis man i forbindelse med en fusion kommer til at overtage et sminket skolelig. ALARMKLOKKERNE HAR ellers bimlet længe på Luftfartsskolen. Allerede i 1997 påpegede Rigsrevisionen en lang række kritisable forhold, men, viser det sig nu, det fik altså ikke skolens bestyrelse med formand John Højlund Olsen, der også er næstformand i Dansk Metal, i spidsen, til at indføre kontrolmekanismer, der kunne forhindre den stærkt kritisable omgang med skatteborgernes penge, og sikre korrekte regnskaber. Der tegner sig et billede af uansvarlighed både i skolens daglige ledelse og på bestyrelsesniveau, både Højlund Olsen og Bjørn Wichman skylder offentligheden en forklaring.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her