Arrogance

Lyt til artiklen

DET ER UDTRYK for et topmål af arrogance, når Israels ministerpræsident, Ariel Sharon, håner den såkaldte Mellemøstkvartet, der består af FN, EU, USA og Rusland, sådan som han har gjort det den senere tid. Han gentog det i denne avis så sent som i går. Ifølge den radikale israelske leder er kvartetten »ligegyldig«, og han ser ingen grund til at tage den alvorligt, hvilket han i øvrigt mener, at USA heller ikke gør. Det er kun sørgeligt, hvis dette er Israels officielle opfattelse, i betragtning af at kvartetten har arbejdet både seriøst og konstruktivt med et forslag, der skal standse den blodige israelsk-palæstinensiske konflikt. Det indebærer bl.a. oprettelse af en palæstinensisk stat. Sharons meldinger er imidlertid også betegnende for ham, der jo aldrig har bidraget konstruktivt til fredsprocessen. Det må man håbe, at de israelske vælgere har i baghovedet, når de går til valg i næste uge, og hvor de rent faktisk har et troværdigt alternativ i form af Arbejderpartiets leder, Amram Mitzna. SHARONS UDLÆGNING af den amerikanske holdning til 'kvartetten' må også vække vrede i USA, hvis regering må formodes selv at kunne forestå kommunikationen med sine allierede i EU. Det bør Washington klart fortælle Ariel Sharon, så der ikke opstår uklarhed om, hvem der udlægger USA's holdning. Tilsvarende bør USA en gang for alle gøre det tydeligt, at supermagten står bag Mellemøstkvartetten, og at det derfor er et enigt verdenssamfund, der insisterer på en politisk løsning af den israelsk-palæstinensiske konflikt. Også EU, der så tydeligt er et primært mål for Ariel Sharons forhånelser af Mellemøstkvartetten, og som også tidligere er blevet ydmyget af den israelske leder, må reagere. Et instrument kunne være den frihandelsaftale med Israel, der jo i forvejen er betinget af israelsk respekt for menneskerettighederne. En kontant reaktion kunne gerne ske inden det israelske valg, så det bliver tydeligt for de israelske vælgere, at deres nuværende leder har bragt dem på en katastrofal kurs.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her