Tænk stort

Lyt til artiklen

DA DEN socialdemokratiske folketingsgruppe engang i 1970'erne drøftede en fast forbindelse mellem Danmark og Sverige, skulle partiets magtfulde økonomi- og budgetminister, Per Hækkerup, efter sigende kraftigt have modsat sig idéen om en tunnel. Han ville have en bro, fordi en sådan, modsat en forbindelse under vandet, var synlig. Vælgerne skulle kunne se, hvad de fik for pengene. Siden fik vælgerne som bekendt hele to meget synlige, funktionelle - og dyre - bro- og tunnelkomplekser over og under henholdsvis Øresund og Storebælt. FOR TRAFIKMINISTER Flemming Hansen (K) er opgaven ikke at bygge monumenter, men at sikre midler i en størrelsesorden, der gør det muligt at forbedre den kollektive trafik så meget, at den kolossale vækst i antallet af biler på danske veje kan nedbringes. Det er ministeren, der er ansvarlig for de dramatiske takstforhøjelser på busser og tog i hovedstadsområdet de næste par år, desværre ikke meget for. Forleden sagde ministeren til TV 2, at det ikke er statens opgave at blande sig i, hvordan danskerne lader sig transportere. Man tager sig til hovedet. Selvfølgelig er det da det! Ligesom staten på hundrede andre måder forsøger at stimulere befolkningens adfærd i bestemte retninger - kulturministeren vil eksempelvis have os til at se flere reklamer i tv - er det en uhyre vigtig opgave for den til enhver tid siddende danske regering at sikre et attraktivt system for den kollektive transport. Ifølge EU-kommissionen vil bilkøerne på de europæiske veje i år 2010 afstedkomme et værditab på 600 milliarder kroner årligt. Hertil skal lægges belastningen af miljøet og den måde, livskvaliteten både hos bilister og andre påvirkes. Zoomer man ind på bare en enkelt københavnsk indfaldsvej, Ellebjergvej i Sydvestkvarteret, ja, så har Trafikministeriet sidste år regnet ud, at myldretiden koster samfundet 10-15 millioner kroner årligt i tabt arbejdstid og fritid. I København er den kollektive trafiks andel af den samlede trafik gennem de senere år faldet fra 24 til 20 procent - hvor den til sammenligning er 57 procent i den svenske hovedstad. Ikke underligt, at mere end halvdelen af byens borgere peger på trafikken som det største problem i København. JO BEDRE det kollektive system er, jo bedre forhold vil også bilisterne få. På baggrund af regeringens trafikforlig med Dansk Folkeparti, der er helt uden perspektiv, frygter vi det værste, men opfordrer ikke desto mindre trafikministeren til at fremlægge en trafikpolitisk investeringsplan, der for alvor prioriterer den kollektive transport. Den svenske regering har netop sat et større milliardbeløb i gang til nye linjeføringer i Stockholm. Flemming Hansen har stadig chance for at indskrive sig i historien som trafikpolitikeren, der gav pokker i monumenter, fordi det var afviklingen af hverdagens trafik, det gjaldt om at løfte.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her