TID ER en knap ressource, det kan de fleste, der jævnligt har foden i nærheden af en speeder, skrive under på. Det gælder om at komme fremad, tid er penge, tid er livskvalitet. I trafikken er tidsfaktoren ofte også en faktor, der slår ihjel. For ikke færre end 459 mennesker, fodgængere, cyklister, knallertkørere, bilister, motorcyklister, blev tiden sidste år sat helt i stå. I gennemsnit blev 37 personer slået ihjel i den danske trafik i hver eneste måned af 2002. 8.820 blev kvæstet. Antallet af dræbte er en stigning på 6,5 procent i forhold til året før og intet mindre end en skandale, i betragtning af hvor meget vi faktisk ved om, hvad der skal til for at mindske dødeligheden i trafikken ganske betydeligt. Dødsregnskabet, en ubehagelig, men præcis betegnelse for 2002, placerer Danmark som et af de lande i Nordeuropa, hvor der dræbes flest i trafikken. DER ER OGSÅ andre måder at gøre det uhyggelige regnskab op på. Ifølge en ny rapport fra Miljøstyrelsen udgør udgifterne i forbindelse med trafikuheld over halvdelen af de udgifter, som transporten på danske veje koster samfundet. Alene i år 2000 kostede uheld og ulykker 17,5 mia. kr. I gennemsnit koster en personulykke halvanden million kroner. Tallene ovenfor taler deret eget tydelige sprog. Det er både i dødens og de økonomiske ressourcers perspektiv, at regeringens håbløse trafikpolitik skal ses. Justitsminister Lene Espersen (K) har rask væk skåret 150 millioner væk, som skulle bruges til oplysningsvirksomhed, og regeringen som sådan har kun sendt ét signal, som trafikanterne i dette fartglade land kan huske: at det bør være en del af de borgerlige rettigheder at kunne drøne derudad med 130 km/t. på motorvejene. Bøder og fartkontrol hjælper kun lidt; der skal massive kampagner til. Igen og igen, indtil vi lærer det: Farten dræber og kvæster og koster. Tag dig sammen, minister Espersen.