Dødens triumf

Lyt til artiklen

MORD ER mord. Som den afdøde polske instruktør Krzysztof Kieslowski på blændende vis demonstrerede i 'En lille film om kunsten at dræbe', er det at aflive et menneske lige afskyvækkende og moralsk forkasteligt, uanset om det er staten eller privatpersoner, der gør det. Når det er staten, hedder det dødsstraf og foregår inden for lovens rammer, men er lige så grundlæggende forkert. Det har man indset i Europa, hvor man i stort set alle lande for længst har afskaffet dødsstraffen. Anderledes er det som bekendt i USA, der som det eneste større vestlige land fortsat hvert år henretter dusinvis af forbrydere. Det kan man undre sig en del over. Ikke bare er dødsstraf moralsk forkasteligt, det har ingen bevist præventiv effekt, hvad USA's høje mordrater burde kunne overbevise de fleste om. Hertil kommer, at dødsstraffen i høj grad er socialt uretfærdig. Langt de fleste, der idømmes dødsstraf, er fattige, mange af dem sorte, og skrækhistorier om forsvarsadvokater, der falder i søvn under sagen, viser sig kun alt for ofte at have solid rod i virkeligheden. Endelig er der faren for at henrette uskyldige, dna-test har i de senere år fået frikendt snesevis af uskyldigt dømte. SÆRLIGT DET sidste har da også i de senere år givet anledning til en vis bekymring i USA, og med guvernøren i Illinois George Ryans modige beslutning for nogle dage siden om at skåne samtlige 167 dødsdømte i staten og omforme deres straf til livsvarigt fængsel er debatten om dødsstraffen atter blusset op. Men hvor lykkeligt det end kunne være, hvis Ryans beslutning var tegn på, at USA var ved at gå væk fra denne barbariske straffeform, så er der ikke meget, der tyder på det. Trods debatten og historierne om de uskyldigt dømte støtter et stort flertal af amerikanere stadig dødsstraffen, og som man kan læse i dagens avis, gælder det langtfra kun dumme cowboys og snæversynede husmødre. Også blandt veluddannede akademikere på USA's førende universiteter kan man finde solide støtter til dødsstraf, og vendes blikket mod de nationale politikere, er der nærmest ingen, der tør sige, at de er modstandere af dødsstraf. Alt tyder derfor - desværre - på, at George Ryans benådning forbliver en ret enlig svale, og at USA også på dette punkt vedbliver at gå sine egne veje. Hvor moralsk problematiske de end er.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her