FOR EN MÅNED siden tog EU imod de tidligere østeuropæiske lande med åbne arme og festtaler. Nu skulle Europa forenes. Nu skulle vi alle - vest- såvel som østeuropæere - være en del af det samme økonomiske og politiske fællesskab. Men en måned er lang tid i politik. Og her i januar handler debatten om Østeuropa tilsyneladende om, hvordan man bedst muligt får begrænset indvandringen af østeuropæisk arbejdskraft. I sidste uge var Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet således tæt på at indgå en uhellig alliance om at insistere på en overgangsordning for østeuropæisk arbejdskraft til det danske arbejdsmarked. Og i disse dage er der kommet en svensk regeringsrapport, der udtrykker frygt for social indvandring fra Østeuropa, og som derfor anbefaler et værn mod denne 'velfærdsindvandring'. Den danske regering er positiv over for rapporten. Det samme er Socialdemokraterne. MEN MIDT i al denne begejstring efter at begrænse tilgangen af den østeuropæiske arbejdskraft er der grund til at stille spørgsmålet: Er der overhovedet noget problem? Svaret er: Næppe. For år tilbage var mange dybt bekymrede for, om optagelsen af Portugal, Spanien og Grækenland i EU ville resultere i, at sydeuropæisk arbejdskraft ville svømme ind over grænserne, trykke lønningerne og udhule den sociale velfærd. Men hvad skete? Intet! Frygten var fuldstændig ubegrundet. Der skal nemlig meget til, før arbejdstagere flytter sig over landegrænser. Ja, sågar over amtsgrænser, som vi ser det i Danmark. Og man flytter slet ikke til et land, hvor der alligevel ikke er arbejde at få. DET NÆSTE spørgsmål er: Hvis østeuropæerne valgte at flytte til Danmark efter arbejde, ville det så være et problem? Tværtimod. Den store udfordring, som det aldrende Europa står over for i de kommende år, handler nemlig ikke om at holde arbejdskraften ude - selv om man skulle tro det, når man følger debatten. Udfordringen handler derimod om at skaffe ny, kvalificeret arbejdskraft, der kan udfylde de enorme huller i den offentlige og den private sektor, som den pensionerede arbejdskraft vil efterlade sig i de kommende årtier. Behovet for læger, montricer, plejepersonale, pædagoger, lærere, chauffører vil vokse markant. Og i det lys vil arbejdskraften fra Østeuropa være mere end velkommen. Sat på spidsen er den østeuropæiske arbejdskraft således ikke en trussel mod velfærdsmodellen, men en forudsætning for, at vi kan opretholde den på længere sigt.