DER ER intet usædvanligt i, at bestyrelsen i et privat aktieselskab skiller sig af med sin direktør. Slet ikke hvis virksomheden er til salg, og direktøren enten ikke falder i de nye ejeres smag eller arbejder imod salget. De interesser, der er på spil, er alene private. TV 2 er imidlertid ikke nogen privat virksomhed. Det er en selvejende institution og en af Danmarks to public service-kanaler, der har til opgave at drive medievirksomhed i befolkningens interesse uden indblanding fra det politiske liv. Fyringen af den programansvarlige direktør på en public service-kanal er i høj grad et offentligt anliggende. Og måden, som en nyansat bestyrelse her har gjort sig til en utilfreds ministers forlængede arm på, er i fundamental uoverensstemmelse med de normer, der i et land som Danmark bør regulere forholdet mellem politikere og medier. REGERINGEN ØNSKER at sælge TV 2. Regeringen har flertal i Folketinget til at undersøge, om det kan ske på en forsvarlig måde. Men privatiseringen er ikke besluttet, endsige gennemført. Folketingets flertal kan nå at fortryde. Fyringen af Cristina Lage er altså ikke den naturlige følge af et ejerskifte, der kan komme til at overgå hendes midlertidige efterfølger som direktør. Den kan heller ikke begrundes med andre akutte ledelsesproblemer, da ledelsen udramatisk kunne være skiftet ud om få måneder. Den er derimod en politisk magtdemonstration fra en kulturminister, der ikke kan leve med, at direktøren har gjort opmærksom på de åbenbare problemer, en privatisering rummer. Ved at gøre opmærksom på det langt ringere danske tv-udbud, som en privatisering kunne medføre, har Cristina Lage passet sit arbejde som leder af en public service-kanal. Nu har kulturminister Brain Mikkelsen via sine to håndgangne mænd i bestyrelsen en pensioneret entreprenør og en ung erhvervsadvokat lukket munden på hende. Hverken statsministeren eller Folketinget burde kunne leve med den ubehagelige duft af Berlusconi, som dette politiske medieindgreb efterlader.