AK JA, det er ikke nemt at gøre samfundet tilfreds, hvis man tilhører gruppen af unge under uddannelse - eller unge, der venter længe med at uddanne sig. På den ene side opdrages man til at være selvstændig og omstillingsparat og til, som det så smukt hedder, at 'designe' sit eget liv. Man skal tage ansvar for egen læring, påskønne livslang uddannelse og huske på betydningen af også at mestre de uformelle kvalifikationer. På den anden side råber samtlige uddannelsespolitikere op, som det sker netop, hvis man trækker den for længe med at gå i gang med at studere eller tillader sig at skifte undervejs. Aktuelt beklager både undervisningsminister Ulla Tørnæs (V), Margrethe Vestager (R) og Carsten Hansen (S), at tyve procent af de unge venter med at studere til fem år efter, at de er gået ud af gymnasiet. ÆRLIGT TALT: At tyve procent venter - mens firs procent omvendt går den snorlige vej - behøver vel ikke være et problem? For mange er det både opbyggeligt og lærerigt at arbejde, rejse, tage på højskole eller noget fjerde, før de endelig vælger den uddannelse, der er den rigtige. Uddannelsespolitikerne beklager også, at der er et stort frafald på mange uddannelser, og at mange skifter studium. Men disse meget reelle problemer, som har at gøre med uddannelsernes manglende kvalitet, hænger jo blandt andet sammen med, at mange unge for hurtigt er startet på den forkerte uddannelse. Mange unge, der vælger at arbejde, giver netop udtryk for, at de ikke føler, at de bliver taget alvorligt nok på mange uddannelsesinstitutioner. De sætter simpelthen kursen mod arbejdsmarkedet, fordi de ved, at dér tager man dem anderledes alvorligt. Det store uddannelsespolitiske problem i Danmark udgøres ikke af dem, der insisterer på et liv før den målrettede uddannelse, men af den meget store gruppe unge, der enten aldrig starter på en uddannelse eller falder helt fra den uddannelse, de på et tidspunkt måtte være begyndt på. De bliver samfundets tabere, og dem skal der sættes ind over for.