Advarsel

Lyt til artiklen

MENS MERE og mere peger i retning af en ny Golfkrig, sendte den britiske premierminister Tony Blair i går en velanbragt advarsel til USA: Ligesom supermagtens allierede gerne lytter til USA, må også USA være rede til at lytte til dem. Washington bør, med andre ord, ophøre med at optræde lige så egenrådigt som den amerikanske præsident George W. Bush hidtil har gjort det i en række sammenhænge. Det bør præsidenten og hans mænd lytte til, ligesom de også kunne tage ved lære af endnu en pointe i den britiske premierministers tale. Her pegede han nemlig også på nødvendigheden af ikke kun at fokusere på militære løsninger på verdens problemer og fremhævede en række andre vigtige indsatsområder, hvis det skal lykkes at skabe en tryggere verden: Det gælder eksempelvis konflikten i Mellemøsten, hvor præsident Bush indtil videre ikke har bidraget til noget fremskridt, snarere tværtimod. Det gælder også verdens omfattende fattigdoms- og miljøproblemer, hvilket den amerikanske præsident heller ikke har bidraget til en løsning af, men snarere gjort sit ypperste for at forpurre ethvert fornuftigt samarbejde om. Så længe disse problemer fortsætter, vil det nære de kræfter, der er rede til at gribe til terror og fanatisme - ofte iklædt en stor portion antiamerikanisme. I SIN TALE i går fremhævede Tony Blair, at det nære britisk-amerikanske forhold giver briterne ekstra store muligheder for at påvirke USA. Og det må man så håbe på i dette tilfælde også. Den britiske regering synes imidlertid også selv at have overtaget nogle af USA's problematiske synspunkter. Efter at det mislykkedes for USA at sammenkæde terrornetværket al-Qaeda med Irak, argumenterer nu også Storbritannien for, at det er afgørende at undgå, at terrorister kan få adgang til masseødelæggelsesvåben fra en af de såkaldte slyngelstater. Dermed er fokus skiftet fra at reagere på konkrete terrortrusler til at bekæmpe risikoen for kommende trusler. Den britiske udenrigsminister Jack Straw har tilsvarende talt om nødvendigheden af at afvæbne Irak, selv om FN's våbeninspektører som nævnt endnu ikke har afsluttet deres arbejde med at afdække, hvilke våben Irak egentlig råder over. Det svarer til meldingen fra USA, hvor præsident Bush jo allerede har beskyldt Irak for brud på FN's resolution 1441, som er den resolution, der pålægger Irak at oplyse om sit våbenprogram. Samlet er det med til at tegne billedet af to magter, der optræder egenrådigt i forhold til det arbejde, der lige nu kører i FN-regi. Også selv om det vel netop er den egenrådighed, Tony Blair selv advarer imod.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her