Lilleputistan

Lyt til artiklen

DET HØRER til den politiske naturlov, at alle ministerier og offentlige kontorer fra tid til anden må holde for, når rigets øverste kassemester, finansministeren, kigger regnskaberne efter i sømmene. Vores nuværende finansminister, Thor Pedersen (V), har nu blikket stift rettet mod Udenrigsministeriet, som ifølge de nuværende spareplaner må forvente at blive slanket med 87 millioner kroner for finansåret 2004. Bevares, efter at have været helt fremme i trøjen i forbindelse med Danmarks EU-formandskab kan der naturligvis ikke indvendes noget imod, at et budgettungt ministerium også tager sin del af de generelle besparelser. Men det virker unægteligt en kende mærkværdigt, at netop det ministerium, der høster så fortjenstfulde roser for en kæmpe indsats under det just overståede formandskab, får ragekniven at føle i så markant grad. Det hører med til historien, at Udenrigsministeriet ganske vist fik udskudt varslede besparelser i både 2001 og 2002, men efter i forvejen at have fyret 120 ansatte og lukket ti ambassader, synes det at være en urimelig stor byrde at pålægge ministeriet. IKKE ALENE vil besparelserne, hvis de føres ud i livet, resultere i en gradvist forringet udenrigstjeneste i form af yderligere afskedigelser, endnu flere lukninger af ambassader samt aflysning af planlagte arrangementer. Men kravet om at spare en væsentlig del af udgifterne til centraladministrationen på Udenrigsministeriet synes også at være i direkte modstrid med statsminister Anders Fogh Rasmussens hyppigt fremførte udsagn om en »aktivistisk« dansk udenrigspolitik. Selv om der ikke står supermagt på visitkortet, har såvel denne som den foregående regering demonstreret, at det kan lade sig gøre for en småstat at handle med en styrke, som giver genlyd ude i verden. Udenrigsminister Per Stig Møller (K), som står i spidsen for det driftige foretagende på Asiatisk Plads, har i adskillige interview slået fast, at han anser en udadvendt dansk udenrigspolitik for at være altafgørende for at sikre Danmark et solidt fodfæste i en usikker verden. DET ER ingen hemmelighed, at Udenrigsministeriet ikke blot servicerer danske borgere i udlandet, men også varetager danske erhvervsinteresser, hvilket i sidste ende kaster klingende mønt af sig lige ned i Thor Pedersens store skattekiste. At skære drastisk i Udenrigsministeriets midler er kort sagt også i det perspektiv en larmende selvmodsigelse.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her