HVIS VI BLIVER SPURGT, om vi foretrækker et sygehus, der er tæt på vores bolig, vil de fleste af os svare: 'Selvfølgelig'. For hvem ønsker ikke at komme hurtigt til rutineundersøgelsen eller for at besøge en moster eller en farfar? Her er et argument, som tilhængere af små sygehuse har skamredet i mange år. Men de færreste af os er villige til at betale prisen for at kunne komme til hospitalet på et kvarter: En ringere behandling end vi ellers kunne have fået. Og dét er netop prisen, fordi små sygehuse af gode grunde ikke magter at koncentrere ekspertisen og de højtspecialiserede læger - og slet ikke har råd til at købe det mest avancerede medicinske udstyr. Blandt andet derfor har vi oplevet, at der hvert år efter Anden Verdenskrig er lukket knap to sygehuse om året. Og derfor må vi hilse det velkomment, at regeringens rådgivende sundhedsudvalg nu fordobler det anbefalede befolkningsgrundlag for et sygehus fra 250.000 danskere til cirka 500.000-700.000 danskere. Hvis regeringen og Strukturkommissionen lytter til dette råd - og det håber vi - vil det betyde, at den lægefaglige ekspertise bliver koncentreret, og at der skabes en større faglig erfaring og rutine til fordel for patienterne. Jamen, det betyder også, at vi nu skal til at køre i timevis for at komme på skadestuen eller for at få ordnet det brækkede ben, vil kritikerne hævde. Men sådan behøver det ikke at gå. Det vil nemlig være naturligt at udvikle en model, hvor lokalt forankrede skadestuer og lægehuse tager sig af mere banale sygdomme og rutineundersøgelser, som blandt andre Socialdemokraterne har lagt op til. I DAG HAR hovedparten af landets 14 amter langt under en halv million indbyggere. Konsekvensen af at følge rådgivernes anbefaling om, at de store sygehuse skal dække 500.000-700.000 indbyggere, er derfor, at amterne bliver for små til at løse deres nuværende hovedopgave: sygehuse. Dermed udstilles det, hvad der har været åbenlyst for mange meget længe: at amterne har mistet deres eksistensberettigelse i det administrative og politiske system - at de er et overflødigt led, som kun skaber uoverskuelighed og demokratisk flimmer. Dén erkendelse håber vi også, at Strukturkommissionen og regeringen vil tage konsekvensen af.