IKKE EN DAG UDEN overskrifter om finansminister Thor Pedersen. Det fremtrædende regeringsmedlem befinder sig konstant i offentlighedens søgelys - ikke med sin politik, men med sin privatøkonomi og med sin fortid som direktør i Jydsk Rengøring og ven med Peter Brixtofte. At være genstand for presseskriverier er naturligvis ingen forseelse i sig selv, og principielt bør omfattende negativ omtale ikke fungere som selvopfyldende profetier, der kan fælde en minister. Alligevel er tiden vel inde til at spørge såvel finansministeren som hans chef, statsminister Anders Fogh Rasmussen, om ikke de forskellige sager efterhånden er for belastende? Først er der hele komplekset af sager omkring Thor Pedersens tre gårde i Odsherred, hans uretmæssigt modtagne hektarstøtte, manglende opfyldelse af bopælspligten, tvivlsomme identitet som landmand etc. Finansministeren har indrømmet endog særdeles betragtelige ulovligheder, ligesom han (modvilligt, det gør ikke sagen bedre) har tilbagebetalt flere hundrede tusinde kroner. Vi taler bestemt ikke om bagateller. Dernæst er der Thor Pedersens egen udløber af Brixtofte-Farum-sagen. Uanset om den daværende direktør for Jydsk Rengøring var eller ikke var med til at omdirigere penge fra kommunen til boldklubben, så er Thor Pedersen da belastet af sin dengang så store begejstring for Farum og Brixtofte. Det samme kan siges om partiet Venstre i det hele taget, men finansministeren kommer til at stå som selve symbolet på det nære forhold mellem den nuværende regering og Farums skandaleramte eksborgmester. Så der er altså et reelt imageproblem for finansministeren, ligesom der i hans sager er en ubehagelig substans af egentlige, indrømmede forseelser. FINANSMINISTER THOR Pedersens hverdag må p.t. være temmelig besværlig. Et er, at han ufrivilligt, men for at overholde sin bopælspligt, nu har en voldsomt lang daglig transporttid til og fra arbejde. Et andet er, at de løbende sager vel sætter for meget fokus på 'brandslukning' og for lidt på finanserne (statens, altså). Og statsministerens små bemærkninger om sagerne, som han gerne havde »været foruden«, bidrager bestemt heller ikke til at styrke finansministerens politiske muligheder. Er det alt sammen nok til at fælde ministeren? Næppe. Men Thor Pedersen gjorde nok klogt i selv at overveje, om ikke både landet, regeringen, partiet Venstre og på længere sigt såmænd også politikeren Thor Pedersen ville være bedst tjent med, at sidstnævnte tog sig en tænke- og ministerpause.