MAN TAGER sig til hovedet over, hvad der for ikke så længe siden var landets største og regeringsbærende parti, og som nu knap kan udfylde rollen som ledende oppositionsparti. Den splittelse, som folketingsgruppens enighed om Lykketoft gjorde det muligt at undgå på kongressen, besluttede selv samme folketingsgruppe sig for at udstille, så snart den var tilbage på Christiansborg. Hvis der findes en pris for hovedløs politisk ageren, er de, der mandag formiddag udløste kampvalget i den socialdemokratiske folketingsgruppe, selvskrevne modtagere af samme. HVAD DER politisk skulle begrunde et 'nyrupsk' oprørsforsøg mod Poul Nyrups efterfølger og politiske fælle gennem ti år, Mogens Lykketoft, er mildest talt uklart. Med Lykketoft som formand og Pia Gjellerup som gruppeformand er det ikke nemt at se, hvilken politisk arv fra Nyrup der skulle være i fare. Henrik Dam Kristensens forsøg på at placere Jan Trøjborg og Henrik Sass Larsen på centrale poster er i det lys enten personfnidder eller et forsøg fra den afgående partiformands side på at sige tak for sidst til den ny ledelse. DET SIDSTE, Socialdemokratiet har brug for, er to fløje, der begge er opkaldt efter en forhenværende, men stadig parlamentarisk aktiv partiformand. Med 'Nyrup-fløjens' fødsel i går, er det ikke desto mindre, hvad partiet nu har fået. Om Poul Nyrup selv har et direkte medansvar for miseren er uklart. Den kendsgerning, at kupforsøget ikke engang lykkedes, er dog et stærkt indicium for, at det er tilfældet - the Nyrup touch, så at sige. UANSET HVEM den skyldige er, må man sige, at formand Lykketofts opgave er gjort mangefold vanskeligere, og det bogstavelig talt fra den første dag. Men formandens problem er naturligvis partiets problem. Regeringen og regeringspartierne kan kun gnide sig i hænderne og glæde sig over dette forbløffende eksempel på socialdemokratisk masochisme.