Thuleradaren

Lyt til artiklen

PÅ BAGGRUND af USA's nyeste vane med at blæse på internationale konventioner og den internationale opinion må den danske regering vel føle sig beæret over, at den har modtaget en officiel anmodning om tilladelse til at modernisere radaranlægget på Thulebasen, så det kan bruges i USA's planlagte missilforsvar. Præsident Bush vil trods alt ikke skalte og valte med basen, som det passer ham, og som USA har haft mulighed for i årevis med den danske regerings stiltiende accept. Man kunne ellers have frygtet det værste efter weekendens oplysninger fra Washington om, at CIA nu har præsidentens tilladelser til at dræbe 25 navngivne terroristledere, uanset hvilket land de befinder sig i, hvis CIA- agenterne finder det upraktisk at tage dem til fange. Samt meddelelsen om, at USA opbygger et lager af landminer i Iraks nabostater, som man forbeholder sig ret til at bruge i en kommende krig - uanset at de øvrige NATO-lande (minus Tyrkiet) har vedtaget at forbyde brug af landminer, og uanset at de stemmer dårligt med præsidentens løfter om en kortvarig og højteknologisk militær løsning på Saddamproblemet. Set i det perspektiv virker en anmodning om Thulebasens nye funktion helt fredsommelig, fordi raketskjoldet i det mindste er en rent defensiv foranstaltning, der ganske vist er et brud på ABM-traktaten, men nu kan ske i forståelse med Rusland. Hensigten er at beskytte ikke alene USA, men også det øvrige NATO mod missilangreb fra såkaldte slyngelstater med særlig fokus på Nordkorea. UANSET hvad man måtte mene om det kostbare missilskjold, er det oplagt, at det grønlandske landsstyre bør have afgørende indflydelse på den danske regerings svar på USA's anmodning. Det grønlandske folketingsmedlem Lars Emil Johansen fra Siumut har stillet to betingelser for Thuleradarens udbygning, nemlig at missilskjoldet ikke må skade verdensfreden, og at forsvarsaftalen for Grønland af 1951 skal revideres, så Grønland sammen med Danmark bliver en direkte part. Begge krav forekommer kloge og ansvarlige, ligesom økonomiske fordele til Grønland i givet fald må være en selvfølge.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her