Husvild

Lyt til artiklen

I DAG starter embedsmandsudvalget under Økonomi- og Erhvervsministeriet med at orientere de berørte parter - først på listen står Boligselskabernes Landsforening - om, hvordan salget af landets omkring 500.000 almennyttige boliger rent praktisk kan gribes an. Reformen og det eventuelle salg af de almennyttige boliger er den 'kvarte reform', som regeringen har annonceret på boligområdet, og helt grundlæggende er ideen med at give lejere af almene boliger mulighed for at købe deres lejlighed fornuftig nok. Der er en del praktiske vanskeligheder, herunder at sikre et fornødent antal almennyttige boliger til samfundets allersvageste, men ikke noget, der virker uoverstigeligt. Problemet er, at reformen af de almennyttige boliger er og bliver et meget beskedent skridt i retning af den gennemgribende boligreform, der er et så åbenlyst behov for. Det synspunkt burde ikke være kontroversielt. Gennem de senere år har snart sagt enhver økonom, ikke mindst vismændene, påpeget det igen og igen: Over 60 års dansk boligpolitik har spillet fuldkommen fallit, og huslejereguleringen, som blev indført i 1939 for at beskytte de fattigste, virker stik imod hensigten. Frem for at hjælpe de svageste er det ofte de velstillede og højtuddannede, der løber med de billige leje- og andelsboliger ved hjælp af penge under bordet eller gode forbindelser. LØSNINGEN PÅ det problem er i virkeligheden uhyre enkel. Lad markedsmekanismerne fastsætte prisen på både lejelejligheder og andelslejligheder. Som det er nu, udlejes mange lejligheder i Danmark til langt under markedsprisen, hvad der fører til tre store problemer. For det første udnyttes den eksisterende boligmasse ikke optimalt. Har man én gang fået en stor billig lejlighed, taler meget for at blive boende, også selv efter at børnene er flyttet, eller ægtefællen er død, og man i virkeligheden sagtens kunne klare sig med en mindre. Afspejlede huslejen markedsprisen, ville det være betydeligt mere fristende at finde noget mindre og billigere. For det andet afskrækker den stramme huslejeregulering de fleste investorer fra at bygge nyt og dermed afhjælpe boligmanglen. Og for det tredje er ventelistesystemet i høj grad åbent for misbrug og vennetjenester. MEN VIL FRIE huslejer ikke stille nogle ringere? Jo, det vil det naturligvis. De, der i dag bor i billige boliger, vil komme til at betale mere. Men vil det skade de svageste? Nej, ikke hvis man kompenserer de svageste for den højere husleje med direkte tilskud, hvad man naturligvis skal. Så vil boligmarkedet bare virke mere effektivt. De svage bliver sikret en bolig, og den gruppe af velstående, der alt for længe har levet højt - og boet billigt - kommer til at betale en mere rimelig leje.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her