RESULTATET af det grønlandske valg bringer et nyt ord ind i det (rigs)danske sprog: grønlandisering. I lighed med så mange andre mindre folk har også det lille grønlandske folk et stærkt ønske om kulturel, ja, national selvhævdelse. Det venstreorienterede parti Inuit Ataqatigiits (IA) pæne fremgang og den store personlige opbakning til grønlandiseringsfløjen i Siumut, som manifesterede sig i de pæne stemmetal til partiets leder, Hans Enoksen, sender et markant signal fra det grønlandske folk om, at der nu skal arbejdes på at mindske den danske indflydelse på grønlandske forhold. Tilsammen har Siumut og IA, der begge ønsker øget selvstændighed, et flertal på 55 procent af stemmerne og 18 af 31 pladser i Landstinget. SOM DET største parti bliver det Siumuts opgave, under ledelse af Hans Enoksen, at lede regeringsforhandlingerne. Når en ny regering er dannet, vil den, uanset den præcise konstellation, arbejde for øget selvstændighed inden for rigsfællesskabet, men spørgsmålet er, hvor langt det er realistisk for Grønlands kommende ledelse at løsrive Grønland fra den gamle kolonimagt i syd. Mange grønlandske vælgere føler, at udviklingen er gået alt for stærkt og har ødelagt alt for mange af den oprindelige kulturs værdier. På den anden side viser meningsmålinger, at kun meget få grønlændere er parate til at acceptere en nedgang i den materielle levestandard, som også er et resultat af mødet med moderniteten. Hans Enoksen og Co. kan ikke melde sig ud af den moderne verden, men hvis befolkningen vil det, er intet umuligt i politik. Visionen om det stolte og smukke land mod nord som et laboratorium for udviklingen af en bedre og mere retfærdig balance mellem den nye og den gamle verdens værdier er smuk, men nemt bliver det ikke.