DET ER lidt ironisk, at Sakajevsagen er blevet anledningen til, at rigsadvokat Henning Fode - og flere med ham - rejser spørgsmålet om anklagemyndighedens uafhængighed af Justitsministeriet her i landet. Ironisk, fordi som justitsministeren snusfornuftigt gør opmærksom på, så var det jo Justitsministeriet og ikke anklagemyndigheden, som traf beslutningen om at afvise den russiske udleveringsbegæring. Løsladelsen af Sakajev er altså besluttet af en politiker, men naturligvis med stærke juridiske argumenter leveret af embedsværket. Sådan bør det også være i udleveringssager, hvor udenrigspolitiske hensyn i visse tilfælde kan og bør have vægt. Der ville for eksempel i tilfældet Sakajev have været gode politiske grunde til ikke at udlevere, selv om den russiske anmodning havde været formelt og sagligt i orden. Og når der med rette er rejst kritik af den oprindelige arrestation, er det naturligvis, fordi regeringens sikkerhedsudvalg holdt møde om den, lige før den blev gennemført, og her som minimum godkendte politiets beslutning. At påstå at regeringen den nat juridisk ikke havde noget andet valg, er i lyset af, hvad vi nu ved om udleveringskravet, endnu mere utroværdigt, end det var dengang. Alligevel fastholder justitsministeren desværre synspunktet. MEN SELV om anledningen er skæv, er spørgsmålet relevant. Det er problematisk, at Justitsministeriet - og dermed regering og Folketing - har instruktionsret over for rigsadvokat, statsadvokater og politimestre. Dels fordi det øjensynligt ikke svarer til virkeligheden. Dels fordi det ville være problematisk, hvis spørgsmålet om, hvorvidt der skal rejses tiltale mod en borger her i landet, rent faktisk blev afgjort som en del af den almindelige indenrigspolitik. Da den danske ordning er atypisk og kan misforstås i udlandet, er der god grund til at ændre den. Men det skal naturligvis forberedes ordentligt; formentlig skal det parres med en styrkelse af rigsadvokatembedet, og måske en adskillelse af politiledelse og anklagemyndighed lokalt, når vi nu er i gang. Men Sakajevsagen har det ikke meget at gøre med. Han bør til gengæld tilbydes en opholdstilladelse, hvis han får brug for det. Det ville være et langt stærkere udtryk for den aktivistiske udenrigspolitik, som statsministeren taler om, end den undskyldning og den erstatning, som Akhmed Sakajev ikke selv efterspørger.