EU-Tyrkiet

Lyt til artiklen

VORES STATSMINISTER og EU-formand fandt de forløsende ord, da han tirsdag mødtes med Tyrkiets nye politiske leder, Tayyip Erdogan. Der vil, sagde Anders Fogh Rasmussen, blive fundet »en god løsning« på topmødet i København i næste måned. I de seneste uger er spørgsmålet om Tyrkiets ret til at indlede forhandlinger med EU om et kommende medlemskab kommet højt op på den politiske dagsorden i Europa. Erdogan har vist fornyet vilje til at styrke det tyrkiske demokrati yderligere og gentaget sine forgængeres stærke ønske om EU-medlemskab. I EU er der lige nu en tilbøjelighed til, at man genstiller det helt eksistentielle spørgsmål: Er Tyrkiet overhovedet et europæisk land? Er et medlemskab reelt en mulighed? Vi er ikke i tvivl om, at Tyrkiet er en del af Europa, og at det ville være en gevinst for begge parter at få et stort, verdsligt og muslimsk land med i unionen. Men selvfølgelig kan der siges pro et kontra, når spørgsmålet stilles på det helt overordnede niveau. DEN DEBAT er imidlertid lidt misforstået. Sagen er, at vi ikke starter fra nul. Allerede i 1960'erne fik Tyrkiet stillet medlemskab i udsigt. Vi har allerede en fuld toldunion med landet. Og så sent som i 1999 vedtog EU-topmødet i Helsingfors højtideligt og utvetydigt, at Tyrkiet er et kandidatland på linje med alle andre kandidatlande. Det betyder ikke, at Tyrkiet har krav på medlemskab eller automatisk bliver medlem. Tyrkiet skal - både i teori og i praksis - leve op til de samme betingelser som alle andre. Det gælder både økonomisk, juridisk og politisk. På menneskerettighedsområdet er der endda mulighed for at smide Tyrkiet ud igen, hvis det senere skulle gå galt. At nægte Tyrkiet en dato for, hvornår der kan indledes forhandlinger, hvoraf udfaldet på ingen måde er givet på forhånd, og som bestemt ikke garanterer et medlemskab, er derfor en meget alvorlig og problematisk beslutning. Der vil være tale om et løftebrud af de helt store. Og der vil være tale om at dømme Tyrkiet ude på forhånd, kriterieløst. Det ville dermed være en i meget stærk forstand usaglig løsning, med uoverskuelige, negative konsekvenser for både Europa og Tyrkiets langsigtede udvikling. Så, ja, statsminister: Der er brug for en god løsning, som Tyrkiet kan leve med.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her