Profilløs

Lyt til artiklen

HVER GANG den har lejlighed til det, gør Anders Fogh Rasmussens regering et stort nummer ud af at understrege, hvor mange af dens valgløfter den har opfyldt. Men hvordan går det egentlig med fundamentet for det hele, med den økonomiske politik? Igen og igen fremhæves skattestoppet, som vel stort set er det eneste, familien Danmark får stukket i næsen, når talen handler om økonomiske forhold. Vi spørger: Hvornår kommer det udspil, som kan danne grundlag for en saglig debat om skattepolitikken? Regeringens bud på den fremtidige økonomiske politik virker i sit fravær mere og mere bekymrende. De økonomiske meldinger fra OECD og vismændene i Det Økonomiske Råd peger på, at det er nødvendigt at få skabt en sammenhængende økonomisk politik, der bygger på omfattende reformer inden for skatte- og arbejdsmarkedsområdet. Ikke mindst behovet for at få skabt et mere fleksibelt arbejdsmarked er presserende. REGERINGEN ARVEDE en robust dansk økonomi fra SR-regeringen. Så robust, at det virker, som den er blevet en sovepude, hvis regeringen da ikke blot tøver, fordi de håndtag, der kan og skal anvendes, ikke kun er populære. Mens et skattestop er et enkelt budskab, kan skattelettelser ikke gennemføres uden en egentlig omfordeling af skatteindtægterne. Nogen vil skulle betale mere, for at andre kan slippe billigere. Er det den vej, regeringen vil gå? Vælgerne har krav på at få at vide, hvilke økonomiske ambitioner den siddende regering har. Skal skattelettelser gennemføres gennem yderligere rationaliseringer i det offentlige? Eller skal skattelettelserne gennemføres gennem en omfordeling af skatteindtægterne, eller efter at der er gennemført væsentlige ændringer på arbejdsmarkedet? Om den kan lide det eller ej, må regeringen tage stilling til fremtiden for væsentlige økonomiske byrder som efterløn, førtidspensionering, aktiveringsordninger osv. Det, der er brug for, på vej ind i VK-regeringens andet år, er klar tale på baggrund af substantiel viden - ikke letkøbte, salgbare slogans uden bund i de økonomiske realiteter. Med de resultater regeringen notorisk har opnået, burde den ikke frygte at sige, hvad den vil gøre for at undgå at sætte det over styr, som regeringen Nyrup opnåede ikke mindst i kraft af en stadig mere velsmurt erhvervs- og arbejdsmarkedspolitik. De økonomiske vismænd fremlagde i går indspark til den nødvendige økonomiske debat, der bør føres, men det er ikke nok at høre den ene part. Hvad vil regeringen?

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her