Godt forlig

Lyt til artiklen

ELEVERNE i de danske folkeskoler, kan godt begynde at glæde sig. De skal nu leve op til bindende mål for det faglige niveau for hvert klassetrin. Det fremgår af teksten til det netop indgåede folkeskoleforlig. Regeringen kan til gengæld være glad for, at der ikke i politik er fastsat bindende mål i udførelsen af det politiske håndværk. I givet fald havde den dumpet med et brag efter den tumultagtige måde, den har ført forhandlinger med sig selv og med oppositionen frem til nattens gennembrud. Men nu er forliget en kendsgerning, og det ser fornuftigt ud. Med de forpligtende mål sker en opstramning af de faglige krav. Samtidig er målene formuleret på en måde, som ligger langt fra den næsten stalinistiske detaljestyring, de konservative havde på deres ønskeseddel. I sig selv er målene ikke en revolution, for langt de fleste skoler følger allerede de vejledende mål, som vi kender i dag. Men at sende signalet er rigtigt og fornuftigt som en reaktion på de kritiske OECD-undersøgelser, der har peget på, at danske elever fagligt set får mindre med i skoletasken, end de gør i lande, vi normalt sammenligner os med. DET VÆSENTLIGSTE resultat er de centralt fastsatte minimumstimetal samt flere timer i fem af folkeskolens fag. Det rummer en konkret faglig styrkelse af folkeskolen i dansk, engelsk, fysik/kemi og idræt. Vigtigt er det også, at engelskundervisningen rykkes frem til tredje klasse - et naturligt skridt, der vil styrke elevernes sprogfærdighed. Men dertil kommer, at forliget er et vink med vognstangen til landets kommuner om, at folkeskolen skal prioriteres. Som vi ofte har påpeget på denne plads, har forskellene i timetal fra kommune til kommune været et problem, som har gjort lærernes arbejde med at sikre det faglige niveau vanskeligt. Dermed er forliget reelt en støtte til lærernes arbejde. DET KAN PÅ den baggrund undre, at SF og de radikale valgte at stå uden for forliget. Netop disse partier burde have kunnet være med til at forankre folkeskolen bredest muligt. Forligsteksten er et fornuftigt kompromis, som heldigvis er renset for undervisningsministerens floskler om fleksibilitet, som vejen til bedre kvalitet i skolen. Så om end Ulla Tørnæs som forhandlingsleder næppe ville have klaret centralt fastsatte mål for undervisningsministre, kan hun og de øvrige forligspartier være tilfredse med resultatet.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her