VI KAN HURTIGT blive enige om, at omskæring af piger er en yderst ubehagelig vold mod barnet - og ikke en vold, som bør accepteres som en tilfældig kulturdivergens, der med lidt god vilje kan accepteres af danskerne, som kigger væk. Indgrebet foretages især på somaliske piger, og det har i øvrigt intet som helst med Koranen at gøre. Det er en kulturvane, som skal brydes - også fordi pigerne lider under indgrebet på livstid. Omskæringen hænger sammen med et kvindeundertrykkende livsmønster, hvor forældre - dvs. faderen - er den autoritet, som afgør pigernes fremtid. Nogle omskæringer er 'milde' - andre er radikale og lemlæster også de ydre kønslæber og kvindens mulighed for nogensinde at få et seksualliv, der fungerer. Det skal hun heller ikke, for kvinden er i nogle afrikanske kulturer stadigvæk undergivet mandens vilje - de er ikke selvstændige i nogen europæisk forstand, de har ikke deres egen vilje. Meget af den kvindeundertrykkelse er vi vant til at se stort på, fordi virkelige reformer forekommer os udsigtsløse på kortere sigt, og fordi de tiltag, som skal selvstændiggøre kvinden, er diffuse og vidtspredte. Med omskæringen har vi et konkret tilfælde, som kalder på handling. I Danmark er indgrebet forbudt - indgrebet er slet og ret vold. Og vold er ikke antageligt i den danske kulturkreds. Derfor tager en del forældre til Somalia for at få indgrebet gennemført - det bør selvfølgelig forhindres ved indførelse af en model som den svenske eller norske. Det kan ikke være så svært, og justitsminister Lene Espersen (K) har en oplagt sag at handle hurtigt på. Socialminister Henriette Kjær (K) er blevet så opsat på ordet vold, at hun i sin harme tilslutter sig Dansk Folkepartis forslag om at tvangsfjerne somaliske småpiger, hvis de har været udsat for omskæring. Det forslag er til gengæld håbløst. I stedet for én tragedie ville vi få to - omskæring og tvangsfjernelse. Der er ikke brug for dobbelte familietragedier i denne sag, som Dansk Folkeparti med vanlig kynisme udvikler til at handle om generel ulydighed i stedet for tragisk lydighed over for en uacceptabel kulturnorm.