DET ER NOK lidt vigtigere at diskutere 'de intellektuelle' i Danmark end så mange andre steder. Det særligt danske problem er jo, at der altid kun er én åndelig vindretning ad gangen her til lands. Det skifter cirka hvert tiende år, og så vender alle som på kommando lænestolen i historiens ny retning, hvorpå enhver fremdeles har vinden i ryggen. Måske skyldes det vores fortid som sejlernation, at vi i dén grad hader modvind og anser folk med ansigtet op i vinden for at være både ukloge og uvederheftige. Tag nu Henrik Stangerup, som i dagens interview med Suzanne Brøgger og Keld Zeruneith meldes savnet. I dag skal man lede længe for at finde en intellektuel, der ikke er rørende enig med alt, hvad Stangerup gik og sagde i 1970'erne og 1980'erne imod den herskende intellektuelle fascination af diktaturer i øst og syd. Men dengang var han et udskud, som begik den synd at gå op imod vinden, at tænke selvstændigt. Det fandtes der et særligt skældsord for: 'højreorienteret'. NU ER VINDEN SÅ vendt, de herskende vinde blæser for tiden ligesom mere fra højre, alle er liberalister for Vorherre og for Anders Fogh Rasmussen. Ganske vist er nogle blevet hys over den lille bordbombe, som statsministerens spindoktor fik placeret i nytårstalen med det berømte hip til »smagsdommere og eksperter«, men det er vel højst en krusning, som næppe anfægter den altfavnende enighed om, at omtrent enhver problemstilling i menneske- og samfundslivet pt. skal anskues ud fra vinklen: »Kan det betale sig?«. Og fordi vi her til lands kan lide konsensus og fælles medvind, så ryster vi vel egentlig bare på vore hoveder ad de få Rasmus Modsat'er, der ymter noget om andre værdier end penge og andre modsætninger end dem mellem de røde og de sorte tal på bundlinjerne. Men om ti år, når vi alle mener noget andet, så vil vi savne dén Henrik Stangerup, som omkring år 2000 sikkert havde råbt vagt i gevær mod den grasserende økonomiske (u)fornuft. Hvis han havde levet.