DE FÆRRESTE EU-borgere føler sig velinformeret om udvidelsen, og det ærgrer naturligvis Per Stig Møller og andre politiske ledere. 25 lande, som dækker det meste af kontinentet, er tæt på at træffe en gigantisk beslutning, der i mange generationer fremover vil sætte den økonomiske, politiske og sociale ramme for flere hundrede millioner mennesker. Og hvad er takken? Lunken skepsis. Kun halvdelen går ind for projektet, og langt de fleste så hellere, at kræfterne blev brugt på noget andet, såsom bekæmpelse af arbejdsløshed, fattigdom, kriminalitet og terror. Og så gider de tilsyneladende ikke engang sætte sig ind i sagen, antyder den seneste meningsmåling. Politikernes ærgrelse er forståelig, men de læser målingen forkert. FOR LANGT de fleste mennesker er det væsentligste spørgsmål, om udvidelsen bliver til noget eller ej. De bekymrede vil formentlig også gerne have et klart svar på, om polakkerne kommer væltende og tager deres job. Eller hvad vi kommer til at betale for projektet, hvis det da ikke ligefrem bliver en økonomisk fordel. Det er gode spørgsmål, som ikke kan besvares i dag. Ethvert forsøg bygger på en blanding af politisk bestemt gætværk, teoretisk debat og uforståelig teknik. Det kan hverken politikere eller vælgere bebrejdes, lige så lidt som den deraf følgende uvidenhed kan tages til indtægt for, at udvidelsen er et folkeligt flop. Det er mere nærliggende at glæde sig over den idealisme, der faktisk får halvdelen af unionens borgere til at støtte udvidelsen på trods af usikkerheden om konsekvenserne. Kun tre ud af ti er imod, og de sidste to ved ikke. Prøv det tankeeksperiment, som The Economist foreslog forleden, at amerikanerne blev spurgt, om det ikke ville være en god idé at skabe en politisk og økonomisk union med Mexico og de andre mellemamerikanske lande for at sikre fred, velstand og solidaritet på deres kontinent. Det absurde i tanken illustrerer ganske godt, hvor visionært det europæiske samlingsprojekt er. Og hvor relativt stor folkelig opbakning det nyder.