ALLEREDE PÅ andendagen var Københavns ny metro, fyldt til bristepunktet med forventningsfulde passagerer, voksne, unge og børn, ude for problemer. En familie oplevede dørene smække i så hurtigt, at forældre blev adskilt fra deres tiårige datter, og hele systemet var ude for et langvarigt driftsstop. I fem kvarter kørte togene ikke, masser af mennesker endte med at måtte forlade et af de førerløse tog og vandre 350 meter under jorden mod Christianshavns Station. De nødtelefoner, som skulle give mulighed for kontakt til kontrolcentret, duede ikke. På intet tidspunkt fik passagererne at vide, hvad der var galt, og hvad de skulle gøre. Da 'evakueringen' blev sat i gang, skete det ikke ved, at passagererne blev informeret over højttalere om, hvad de skulle gøre, men ved at passagererne fulgte i hælene på en mand, der havde fået udleveret en orange vest af en steward. CARSTEN FICH, Ørestadsselskabets driftsdirektør, der har en travl tid i disse dage, glæder sig over, at sikkerhedssystemerne i det mindste virkede, idet »de andre tog kørte til nærmeste station, hvor dørene gik op«, som han udtrykker det. Til det er at sige, at sikkerhedssystemerne, der forhindrer kollisioner selvfølgelig skal virke - og at fyldestgørende information til passagererne, ikke mindst ved evakuering, naturligvis er en del af det samlede sikkerhedssystem. Netop fordi metrotogene er fuldautomatiske, er det afgørende, at der hele tiden er mennesker med overblik, der er parat til at informere passagererne, når der opstår tekniske problemer, og at den teknologi, der gør, at stewarder kan blive oplyst om eventuelle svigt, fungerer upåklageligt. Ligesom politiet naturligvis bør underrettes, hvis folk må forlade nødstedte tog; det blev politiet ikke i søndags. Med al respekt for de indkøringsvanskeligheder, som altid vil opstå i et stort, nyt, kompliceret system, tegner der sig på baggrund af de første dages metrodrift et billede af, at Jernbanetilsynet har været for hurtigt til at godkende metroens åbning. Tilsynet har et kæmpeansvar for, at de førerløse tog ikke fortsætter debutdagens hovedløse kurs.
Dette er en leder. Lederen er udtryk for Politikens holdning og skrives på skift af medlemmerne af avisens lederkollegium.
