I FORÅRET 2002 købte Group 4 Falck halvdelen af den israelske sikkerhedsvirksomhed Hashmira. Umiddelbart lignede det endnu et køb, det danske selskab måtte foretage for at udvikle sig til en international koncern, men købet var ikke almindeligt. Hashmira er et israelsk selskab, der opererer inden for de vedtagne love i landet, men det er ikke ensbetydende med, at det internationale samfund anerkender det pågældende lands love. Den dobbelthed, der netop findes i Israel i forhold til de besatte områder som Vestbredden, påkalder sig et særligt krav om forretningsmæssig og politisk opmærksomhed. En opmærksomhed, der tilsyneladende ikke har været til stede hos Falck eller i det danske Udenrigsministerium. Falck hævder, at selskabet spurgte myndighederne til råds, inden købet af Hashmira blev effektueret. Men blev der spurgt grundigt nok? Gik Falck logisk til værks og stillede de rigtige spørgsmål? Næppe. Og kom Udenrigsministeriet med de rigtige svar? Næppe. Når Danmark har en særlig holdning til et land, bør myndighederne være eksplicitte i deres råd og vejledninger og også komme med svar på spørgsmål, der burde været blevet stillet. SAGEN OM Falcks forestående tilbagetrækning fra de besatte områder på Vestbredden er pinlig ud over det sædvanlige. Danmark vil gerne være en del af det internationale samfund, og vi ser gerne, at vores virksomheder udvikler sig til globale aktører. Men internationaliseringstrangen stiller særlige krav til de etiske afvejninger, der bør foretages, hver gang man bevæger sig ind i områder med politiske spændinger. Falcks eksempel er et lærestykke for danske virksomheder, hvor ubehagelig den end må være. Der er ingen tvivl om, at Falck må tvinge sit datterselskab ud af de besatte områder. Det er det israelske selskabs pris for at være med i en international koncern med rod i Vesten. Falck vil gerne signalere, at det ikke tager stilling til konflikten, men på grund af den dårlige forberedelse inden købet af Hashmira har Falck bragt sig i en situation, hvor selskabets beslutninger vil blive opfattet politisk.
Dette er en leder. Lederen er udtryk for Politikens holdning og skrives på skift af medlemmerne af avisens lederkollegium.
