Lægeløftet

Hospitalet skiftede lægen ud. Racisme?

Leder
FOR ABONNENTER

DET VAKTE berettiget opstandelse, da Gentofte Amtssygehus valgte at følge henstillingen fra en nynazistisk patient, som i grove vendinger frabad sig at blive behandlet af en iransk læge. I forbindelse med sin kontakt med den nazistiske patient fik lægen blandt andet at vide, at hun var »et dyr«. Hvorpå hospitalet skiftede lægen ud med en dansker!

Patientens udtalelse var åbenlyst injurierende, og den iranske læge kan med sindsro anlægge erstatningssag og vinde den.

Dokumentations- og Rådgivningscentret for Racisme går endnu videre og erklærer uden forbehold, at den, der efterkommer racisme, udøver racisme. Niels-Erik Hansen, jurist i centret, sammenligner sagen med reglen om, at arbejdsformidlingerne skal afbryde samarbejdet med de virksomheder, der nægter at tage imod danskere af anden etnisk herkomst. Det regelsæt kan sygehusene roligt kopiere, fastslår han.

VI VILLE ønske, at han havde ret - men må nok konkludere, at sagen i hospitalslys er mere speget.

En akut patient skal behandles, uanset hans personlige egenskaber og fobier. Den dag, da for eksempel Mogens Camre eller Pia Kjærsgaard får brug for hospitalsbehandling, nytter det ikke meget at erklære, at man aldrig har sympatiseret med Dansk Folkeparti og derfor ikke føler nogen pligt til at lægge lægehånd til. Lægeløftet og lægeloven afgør sagen på den etisk forsvarlige måde, at lægen skal behandle, uanset sym- eller antipatier.
I hvert fald skal han behandle, hvis situationen er uopsættelig.

Hvis situationen er den, at patientens tilstand ikke kræver akut hensyntagen, kan sygehuset tillade sig at henvise patienten til et andet sted. Men sådan var situationen på Gentofte Amtssygehus ikke. Lægeforeningen kan derfor nok tage afstand fra patientens udtalelse, men de kan ikke nægte ham behandling, og sådan bør det også være.

I mange tilfælde foretager mandlige læger ikke gynækologiske undersøgelser på muslimske kvinder. Det er et helt andet tema - ikke et spørgsmål om personlig racistisk krænkelse, men om en kulturforskel, vi bør respektere.

Eksemplet viser, at der er behov for et nyt regelsæt med klare retningslinjer for, hvordan en konflikt skal håndteres, så hverken læge eller patient for fremtiden skal føle sig ladt i stikken.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Få fuld adgang i 3 måneder for 299 kr

Eller prøv én måned for 1 kr.

Se tilbud

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce