Stærk og alene

Lyt til artiklen

PRÆSIDENT BUSH har fremsendt en ny sikkerhedsdoktrin for USA til den amerikanske kongres. Den rummer ingen store overraskelser i forhold til de taler, præsidenten har holdt siden 11. september 2001. Men den repræsenterer på væsentlige punkter et brud med hidtidig amerikansk tænkning. Doktrinen er mere national, magtorienteret og ensidig, end det er set tidligere - også sammenlignet med republikanske forgængere som Ronald Reagan og George Bush senior. USA fastslår i det 33 sider lange dokument sin ret til at slå først mod ydre fjender - også når der måtte herske tvivl om, hvor konkret og akut truslen er. Denne ret til præventive angreb har alle tidligere præsidenter anset for at ligge uden for folkerettens rammer. Og teorien er i disse dage på vej mod en praktisk prøve: Præsidenten har bedt Kongressen om et mandat til at angribe Irak, før - og tilsyneladende uanset hvordan - det afklares, hvad linjen bliver i FN's Sikkerhedsråd. BUSH-DOKTRINEN er på mange måder et produkt af én og kun én begivenhed: angrebet 11. september. Hele verden ses gennem terrorbekæmpelsens briller. Men den har også ældre rødder. Der er tale om en kraftig realpolitisk og militær drejning i hele den udenrigspolitiske linje. Begreber som 'international orden', for slet ikke at tale om De Forenede Nationer, spiller ingen rolle. USA's overordnede mål er at fremme «en magtbalance, der gavner friheden«. Og i forlængelse heraf er hovedfokus på tre stormagter, som USA kritiserer, men samtidig betragter som partnere: Rusland, Indien og Kina. USA's traditionelle venner i NATO får først og fremmest at vide, at hvis alliancen skal betyde noget for USA fremover, så skal den udvikle militære styrker, der kan agere overalt på kloden. Det vil adskillige europæiske lande være uenige i. Bush-folkene sidestiller ubeskedent den ny doktrin med den inddæmnings- og afskrækkelsesstrategi, som Truman-administrationen formulerede i 1947, og som bar igennem hele den kolde krig. Både for USA's og verdens skyld må man håbe, at Bush-doktrinen får en langt kortere levetid.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her